Drejø Siden
Home Lidt om Øen Naturen Til Minde Om Kaj Billeder fra Drejø Krigen 1864 Link til gode sider
Beskrivelse af en harefangst: Drejø har altid haft en god harebestand. Her blev hvert år over 2 dage i december fanget mellem 150 - 200 levende harer til udsættelse i harefattige egne. I mange år gik de til udlandet, hvormed øen havde en god fortjeneste. Trods de mange harer, der blev indfanget hvert år, kunne bestanden reproducere sig selv i løbet af året. Det er lidt uvist, hvornår harefangsten startede på Drejø, formentlig engang i 1920érne. Det var en stor begivenhed, hvert år i december, når harefangsten gik i gang. Der kom både familie og venner fra nær og fjern for at deltage. Så der var ikke mangel på mandskab til at holde nettene eller gå med som klappere. Det var alt sammen frivilligt og ulønnet – men der var en harefest at se frem til. Harerne blev fanget i lange net (specielle harernet) på ca. 20 meter x 1½ meter i højden. Nettene var foldet sammen, så man havde bagerste del i højre hånd og forreste i venstre – klar til at gå ned i hugsiddende, når en hare kom løbende – bagerste del af nettet op, og forreste helt til jorden – stæk ud, så haren ikke smutter under nettet. Alle ventede i åndeløs spænding - løb haren hen mod én, var det bare om at sidde stille, og så… ind i nettet – løfte op og stræk ud! HOLD FAST! Det var ikke altid nemt, hvis man blev for ivrig, og løftede nettet for tidlig – eller ikke højt nok, så harens lange ben nåede jorden, og væk var den….. De gamle bandede, men pyt, den tager vi næste år. De lange, tunge net blev trukket tværs over øen, holdt op af en fanger for ca. hver anden meter. Der blev altid gået i en bestemt rute. Om formiddagen gik man på søndersiden af øen fra Broen og ud til Drejet – Skovfolkene var ikke med, de lejede deres jagt ud til jægere - om eftermiddagen tog man så nordsiden, fra Drejet og ud mod Knappen. Man gik på 1 - 2 rækker med nettene spændt ud mellem sig, og alle klapperne gik forrest, for at jage harerne op. Harer har det med ”at trykke sig”, når de bliver bange, d.v.s. de lægger sig helt fladt ned i en lille fordybning eller bag en græstue, ofte falder de helt sammen med omgivelserne, så fangerne kunne gå forbi uden at opdage dem - det var harens held! Klapperne var oftest ældre mænd og mindre drenge – piger og kvinder fik ikke lov at være med, først sidst i 1950érne fik pigerne lov. Obligatorisk var - lommerne fulde af Drejø pebbernødder – de små, hårde, knallinger bagt på rug- og sigtemel. På dem kunne man klare en , dejlig, lang, kold dag. Og selv om støvlerne var smattede og sokkerne våde, var alle klar til næste dags harejagt. Den sidste aften var der stor fest i forsamlingshuset. Den stod kvinderne til gengæld for. Harerne blev sorteret i sæt. Da harer er polygame, bestod hvert sæt af 1 ramler (han) og 2 sættere (hun) i én kasse med 3 rum. Forinden var der lagt lidt halm og roer i kasserne, da de ofte skulle ud på en lang tur, inden de igen blev sluppet ud i friheden. Man kan ikke på afstand se forskel på hanner og hunner, så der forelå altid et stort køns sorteringsarbejde, inden harerne kom i kasserne. På Drejø var det Hans Banke, der forestod den del – på Hjortø var det Karl Henningsen. Eksport af levende harer til udlandet var en god indtægtskilde, så en del drejøharer kom til Italien, indtil en ny lov forbød salg til udlandet. En del blev herefter sendt til harefattige egne i Vest Jylland. Den begyndende centralisering indenfor landbruget i 1960érne med monokultur gjorde det svært at opretholde den samme harebestand, da deres livsbetingelser blev forringet med den intensive korndyrkning og de manglende roemarker. Enkelte begyndte også at se udlejning af jagten som en bedre indtægtskilde, og trak sig ud af fællesskabet, hvilket gjorde det umuligt at fortsætte, når ikke alle marker var sammenhængende. Den sidste harefangst på Drejø var i november 1968. På Birkholm og Hjortø fortsatte harefangsten efter de gamle fangstmetoder, indtil en ny lov i 1982 besværliggjorde den mangeårige øtradition. På Hjortø og Birkholm fik man dog dispensation en del år mere, men kun mod, at harerne skulle udsættes levende i Danmark, og måtte ikke sælges til udlandet. Ny lovgivning satte stopper for en gammel tradition: Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet udsendte i 1982 et forbud mod at bruge net til jagt: ”Styrelsen mener ikke, at man længere skal acceptere udsætning af harer for at "blodforny" bestande, fordi der ikke er biologiske argumenter for, at udsætning af harer har en positiv indvirkning på en lokal bestands trivsel.”. Og hermed blev indfangning af levende harer forbudt. "Styrelsen er imidlertid af den opfattelse, at en udlejning af retten til at jage harer på de pågældende øer helt eller delvis vil kunne kompensere for dette tab."! –det levnede ikke haren mange chancer! Harefangst på Hjortø og Birkholm måtte stoppe i 1993, hvor endnu en restrektion var på vej. Et stykke levende Ø-historie blev dengang ødelagt. I sept. 1994 kom Miljø- og Energistyrelsen med en ny lov om jagt- og vildtforvaltning, hvor indfangning - og udsætning af vildt blev forbudt, med mindre Skov- og Naturstyrelsen (som hører under Miljø- og Energistyrelsen) gav tilladelse! Og det gør de stadig pudsigt nok – giver tilladelse til udsætning i tusindvis af fasaner og agerhøns fra opdræts. Dagen efter udsætningen kommer jægerne og skyder alt ned! Men til levende harefangst blev der ikke givet dispensation! Ringen er sluttet – jagt på øernes vildt er tilbage,hvor den startede.
Gæstebog Øen midt i verden