Drejø Siden
Home Lidt om Øen Naturen Til Minde Om Kaj Billeder fra Drejø Krigen 1864 Link til gode sider
Gode steder er der ikke for mange af Det var en trestjernet seværdighed, hele landet mistede den Sankt Hansaftensdag i 1942, men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Drejøs produktionsapparat blev fornyet, og der blev ikke bygget hulter til bulter, men efter en samlet plan, fornuftigt og kønt, og ad åre skal landbrugsbygningerne på Drejø nok fa deres hjørne i arkitekturhistorien, om ikke for andet så fordi de på et lille overskueligt område giver et samlet billede af landbrugsbyggeri i 1940-rne. Stalde og avlsbygninger rundt om i det danske land står sædvanligvis tilbage som levn fra det store byggeri sidst i forrige århundrede, da landbruget stillede om fra kornavl til forædlet produktion. Rundt om ligger der også klynger af bebyggelser fra husmandsbevægelsens og familiebrugets tid før og efter Første Verdenskrig. Men landbrugsbyggeri fra Anden Verdenskrigs dage og efterkrigsårene finder man sjældent og meget få steder, om overhovedet nogen, i en samlet bebyggelse som Drejøs. Katastrofen udløste hjælpearbejde og støtte, så Drejøbønderne kunne bygge trods besættelse og knaphed på materialer, og da krigen var forbi og landet skulle på fode, stod øens røde og nye gårde der, mens bønder i resten af landet havde andet end byggeri at tage sig af. Efterkrigsårenes mangel på arbejdskraft ramte især bønderne, fordi industrien tog, hvad der var, og betalte derefter. To år efter krigen producerede industrien mere end før krigen, mens priserne på landbrugsvarer ikke kunne holde trit med stigningen i de lønninger, landmændene skulle op på for at beholde karlene på gårdene. Altså måtte landbruget rationalisere og mekanisere. Det var ikke landbruget, der mekaniserede arbejdskraften væk. Arbejdskraften forsvandt, og landbruget måtte mekanisere for at få arbejdet gjort. Maskiner koster penge, og endda mange. Det gør byggeri også. De færreste havde råd til begge dele. De satte penge i maskiner og foderanlæg og lod bygningerne vente. Men på Drejø blev rækkefølgen omvendt. De nye gårde var kønne, og de var også gode og praktiske, men trods jordlovsudvalg og reparationstilskud kostede byggeriet Drejøboerne mere, end dækningen fra brandforsikringen, sådan går det altid. Så hvis der noget sted i Danmark var brug for at hente besparelser hjem ved rationalisering og mekanisering, var det på Drejø. Der var blot en ting, Mindedals tegnestue og Drejø kommissionen ikke havde taget højde for: brugene var så små, at de ikke kunne bære den mekanisering, som blev nødvendig mindre end fem år efter, at den sidste sten var sat. Gårdene ude på Skoven havde den størrelse, en almindelig Drejøgård havde ved udskiftningen, et halvt hundrede tønder land, men gårdene inde i byen med den gode jord til var især ved arveskifter blevet delt op i halvgårde på kun femten eller en snes tønder land. Det var gårde af den størrelse, Mindedal tegnede stuehuse og udlænger til med husmandsbevægelsens og jordlovsudvalgets velsignelse. Generaler tilrettelægger altid en krig efter mønstret fra den sidst udkæmpede. Det gjorde Statens Jordlovsudvalg med unge Karl Skytte også, da de planlagde det nye landbrug på Drejø. Et familiebrug med femten tønder land fin jord til var god latin for husmandsbyggeri i trediverne, men hvad ingen kunne vide, da de små, røde gårde kom op, var, at de var forældede, allerede inden læbælterne omkring dem havde nået mandshøjde. Jordlovsudvalget og Karl Skytte og Mindedal Rasmussen var ikke dummere og mindre forudseende end andre. De gjorde blot, som alle gør. De tilrettelagde fremtiden efter nærmest forudgående fortid. Udflyttergårdene på Skoven havde alligevel trukket det bedste lod. Mens bønderne inde i byen delte gårdene midt over mellem arveberettigede søskende eller gav en halvdel til en giftefærdig datter eller søn, havde Skovens folk ikke noget at dele ud af, fordi gårdene dårligt nok kunne brødføde en familie. Og da bønderne på Skoven havde fået jorden ryddet og markerne rensede og gjort frugtbare, sad de på gårde af en størrelse, der efterhånden gav bedre udbytte end de små brug inde på hovedøen. Derinde skulle de nu oven i købet afdrage og forrente de nye bygninger med prioriteter, der var større end Skovboernes. Else Elmelund i Elmelundgarden på Skoven kom fra den gamle by. Morfaderens gård var imellem de elleve, som brændte og blev flyttet ud. Faderen var fra Skarø, traf Elses mor og giftede sig med hende og bosatte sig på Tåsinge, hvor Else blev født og var otte og begyndte at gå i skole, da forældrene flyttede til Drejø og overtog den udflyttede gård. Men da hund allerede var begyndt at at gå i skole i Svendborg, fortsatte hun der og gik som den eneste fra Drejø i den alder i byskolen, tog realeksamen og rejste til København. Tre år efter var hund udlært dekoratør og tog tilbage til Svendborg som free lance, men søgte alligevel til København igen og kom ind i Magasins dekorationsafdeling: "Det var bare ikke det samme som at værre free lance. I free lance lavede jeg det hele selv, skitser og blikfang og færdig dekoration, men i Magasin var vi fyrre med hver sit speciale. Jeg lavede kun udkast, det gav mig, syntes jeg, ikke noget i det lange løb, så enten skulle jeg begynde som free lance igen, eller også skulle jeg give mig til noget andet, og det blev fritidsseminariet i København. Uddannelsen varede tre år. Da jeg havde gået der to ar, syntes jeg, det kunne værre nok. For det første skulle alle tilrettelægge alting selv. Vi blev delt op i grupper og skulle sidde og finde ud af, hvad vi ville lave, og når ingen af os kendte noget til pensum og krav, var det nærmest umuligt. Havde man for det andet endelig hittet ud af det og var kommet i gang med undervisningen eller projektarbejder, var mindst halvdelen af eleverne eller af en projektgruppe altid fraværende, fordi de var til protestmøder i byen eller på seminariet eller Gud ved hvor. Vi spildte en frygtelig bunke tid på en undervisning, som kun halvdelen eller fjerdedelen del tog i, og det var aldrig de samme fra time til time. Så da jeg havde to år bag mig i København og skulle skrive speciale det sidste år, valgte jeg at fortsætte på fritidsseminariet i Odense. Nar det blev Odense, var det, fordi Leif og jeg var begyndt at komme sammen. Han havde været inde som soldat og skulle på landbrugsskole i Dalum ved Odense, for at overtage Elmelundgård hjemme på Drejø, som hans slægt har haft, lige fra den flyttede ud på Skoven mellem de første i 1832." Leif Elmelunds far døde i 1964, da Leif kun var tolv, og moderen drev gården videre med karl og bestyrer. Leif havde en ældre bror og en lillesøster, men det lå i luften, at det var ham, der skulle overtage gården. Broderen blev student fra Svendborg og studerede biologi ved Odense Universitet, mens Leif gik på Rantzausminde Efterskole og Dalum Landbrugsskole, fordi han altid havde haft mere lyst til at værre i marken og hos dyrene end til at sidde over bøgerne. Nogen måtte også, syntes han, give moderen og folkene hjemme en hånd med. Garden blev drevet intensivt med malkekvæg, og da det lå tungt med fremmed hjælp til den slags landbrug, rykkede Leif og Else ind på Elmelundgården som forpagterfolk hos moderen. Han ville gerne have set sig mere om, og Else ville gerne have prøvet vingerne som fritidspædagog, men det blev, som det blev: "De fleste weekender matte vi alligevel over og hjælpe," sagde hun. "Svigermor kunne ikke få karl, hvis karlen ikke havde weekendfri, så Leif måtte herover i weekenderne, og vi fik ingen fritid på den måde. Derfor kunne vi sådan set lige så godt flytte herover straks og gå ind i det med det samme, nar vi også skulle overtage det før eller siden alligevel." De forpagtede Elmelundgårdens seksogtyve hektarer, godt halvtreds tønder land, dens femogtyve malkekøer, lige så meget ungkvæg og femogtyve grisesøer, og dette traditionelt og intensivt drevne landbrug havde før krævet tre mand. Leif måtte passe det alene. Af de syvogtyve gårde, der engang var på øen, blev kun to drevet, som Leif og Else Elmelund drev deres, og når den sommer var gået, ville der kun være en tilbage, og det var ikke deres, sagde han: "Vi har ikke røranlæg til malkningen. Vi har ikke mekaniseret udmugningsanlæg. Skal vi fortsætte med malkekvæg, må vi modernisere, for jeg kan ikke blive ved med at klare det ene mand. For det første er det hårdt arbejde med mange arbejdstimer og ingen ferie. For det andet kan kollegaen her på øen og jeg nok løse hinanden af en enkelt dag eller to, men ingen af os kan få en ferie på bare otte dage i træk ud af det, for slet ikke at tale om, hvad der sker, hvis en af os brækker arme eller ben. Så er vi leverede. I land organiserer landboforeningerne husbondafløsere, og det gør Svendborg landboforening også, men afløsere vil bare ikke arbejde herovre, fordi de skal overnatte. Det vil de ikke, og derfor kan vi ikke komme med i den ordning. Følgelig sætter vi her på vores gård malkekvæget ud nu, så der om få måneder kun er en gård tilbage med malkekøer. Der er ganske vist en ung mand, som tæller på knapperne lige nu. Det er en gårdmandssøn, der godt kan overtage faderens gård og modernisere den og bygge kostald. Men det vil koste ham en halv million at overtage garden og tre hundrede tusinde oveni at bygge en stald til fyrre køer, og så er han oppe i penge, det vil blive meget svært at forrente og afdrage. Under alle omstændigheder skal han også stå alene med det hele og ender i den samme knibe, vi andre to sidder i. Derfor bliver resultatet sikkert, at han ikke tør, ligesom det for Elses og mit vedkommende er endt med, at vi sætter køerne ud og sår byg over det hele. Det er ikke særligt tilfredsstillende, men timelønnen bliver større, og vi far fritid. De, der arbejder med malkekvæg, har den laveste timeløn i landbruget og den mindste fritid, og de har også den største risiko, for hvis de kommer noget til eller bliver syge, kan de ikke fa en maskinstation til at malke køerne, mens det jo lader sig gøre at få maskinstationen eller en nabo til at klare en byghøst." Den sommer i 1979 var der femten heltids landmænd tilbage på Drejø og Skoven. Ud af de femten var kun tre på Leifs og Elses alder. De lagde ikke skjul på, at de sad billigere, end de fleste på en tilsvarende gård i land. Gårde på Drejø kostede vel kun halvdelen af, hvad gårde af samme størrelse kostede på Fyn, ejendomsvurdering og skatter var også derefter, så de generelle omkostninger ved at drive landbrug på øen var lavere end i land. Unge nybegyndere kunne derfor godt tillade sig at investere mere i maskiner og bygninger på Drejø, end de ville have råd til i land. Men brugene var for små, og skulle de have håndværkere over, gik der tre timer af en mekanikers eller elektrikers arbejdsdag med at sid de på færgen, så Drejøboerne hver dag skulle op med arbejdsløn for tre timer, der bare gik med transport. Satte oliefyret ud, og skulle de have servicemand over, måtte de ofte betale en dagløn for et arbejde, der maske tog servicemanden et kvarter. "Det er først og fremmest den færge," sagde Else og Leif. "Ellers kunne vi godt overleve på Drejø." Beboerforeningen havde et gruppemøde i gang omkring en lokalplan. Drejoboerne ville lægge lokalplanen på amtets bord og Svendborg byråds. Det arbejde var Else og Leif med i. Det måtte til, sagde de. "For tager man alting stille og roligt og både forstår og takker for alt, hvad de finder på derovre, sker der intet. Det kan man lige så godt se i øjnene." Enten bor du her, sagde nogle, halvanden time ude i havet, og tager det, som det er, eller du rejser af øen. Andre sagde noget andet, dannede beboerforening og sendte repræsentanter til generalforsamlingerne i "Sammenslutningen af danske Småøer" og deltog i sammenslutningens kurser, blandt andet et kursus på Endelave i lokalplanlægning. Drejø havde to mand med, og de kom tilbage og foreslog beboerforeningen at indkalde til et møde i forsamlingshuset. Formål: en lokalplan for Drejø. Folk stod ved udhængsskabet på forsamlingshusets gavl og læste indbydelsen sammen med alt det andet, de havde læst over på flere gange, nar de kom forbi, gudstjenestelisten og advarslen om det glas med hundrede stykker Nozinan tabletter, som var forsvundet fra Fyns Andels Foderstofforenings skur ved færgebroen. Har vi ikke Svendborg byråd og vor mand i ø-udvalget der, som nok bliver hørt, hvis der er noget på dagsordenen om os? sagde nogle. Skal vi nu styres af Øsammenslutningen? En snes stykker sagde noget andet og kom til mødet. Det var attende januar 1978. Fem arbejdsgrupper blev nedsat, de skulle endevende færgeproblematikken, erhvervsudviklingen, institutionerne på øen, turismen og det kildne spørgsmål om bopælspligten. Det sad de med resten af den vinter. 0ens k0bmand var involveret i alle fem emner, men mest i det stof, som gruppen omkring turismen arbejdede med. Hun var for, og hun var imod. Kirsten Nielsen var købmand og restauratør, lejrskolemor og et par ting mere og sad derfor, hvor alle mødtes i den lille by. Det gjorde hun også geografisk, for restaurationen og hendes minimarked lå, hvor Kirkeløkke sydfra går over i Vigen nordpå, og hvor Drejet og den lille stikvej ud til Strædet forbi forsamlingshuset skærer Kirkeløkken. Hun havde butikken mod nord og restaurationen mod syd i huset lige op ad navet i det hjul, som Drejøs bygader danner. Da Jetta havde lukket sin butik i Strædet, hvor disken og kaffemøllerne og kasseapparatet stod endnu, blev Kirsten den eneste, Drejøboerne kunne få dagligvarer hos, og som restauratør og lejrskolemor og leder af campingpladsen var hun ikke blot uundværlig for Drejøs et hundrede og seksogtredive daglige indbyggere, men også for de turister, lejrfolk og campister, der kunne fa Drejøs indbyggertal op på det fem-eller seksdobelte sommerdage, så øens egne dårligt kunne finde eller genkende hinanden i mylderet. Egentlig var hun smedekone. øen havde endnu sit oldermandslaug, og bymændene mødtes stadig askeonsdag til spisning i forsamlingshuset og oldermandsgilde klokken seks om aftenen. Men en time før mødte laugets fireogtyve parthavere og bymænd til generalforsamling om det eneste fælles foretagende nu, Drejøs smedje ved Mosen og Broløkkevejen i byens sydøstligste hjørne. Lauget ejede smedjen og stod med ansvaret for, at værksted og lejlighed var i orden og at der var en mand til at drive smedjen. I november 1963 ansatte lauget Vagn Nielsen fra Hjallese ved Odense som smed. Han kom med Kirsten og deres to småpiger og gjorde smedearbejde og lavede maskiner for gårdmændene og hvad han ellers kunne som uddannet montør på landbrugsmaskiner. Men aldersfordelingen begyndte at blive skræv, overvægten af ældre landmænd steg, og derfor dalede produktionen og der blev mindre at rive i for en smed. "Enten," sagde Kirsten, "matte vi rykke teltpælene op eller også finde noget andet, hvis vi ville blive på øen. Det ville vi helst. Jeg gav mig til at lave kaffe til folk i forsamlingshuset, og inden så længe skulle jeg også sørge for mad og servering. Da der var gået et par år med det, blev min mor dårlig af gigt og kunne ikke klare sig alene, efter at min far var død. De havde en lille gård midt inde på Fyn, den solgte hun, og da jeg er enebarn, flyttede min mor over til os, og vi satte pengene, hun fik for garden, i et lille hus og byggede restaurationen vinteren 1972 og 1973, mens Vagn stadigvæk tog, hvad der var i smedjen. Dengang Vagn og jeg kom til Drejø som smedefolk var der to købmænd, men den ene kunne ikke tage ræset med turisterne om sommeren og lukkede snart. Det var mest for turisterne, vi byggede restaurationen, selvføIgelig. Jeg drev allerede lidt restauration for turisterne i forsamlingshuset om sommeren, men nu byggede vi altså vores egen, hvor vi ikke bare kunne servere en kop kaffe, men smørrebrød og varm mad også, og det begyndte at gå stærkt. Den anden købmand, Jetta i Strædet, var efterhånden over de halvfjerds og ikke så rørig mere, og vi spurgte hende, om hun tænkte på at lukke. Hvis hun ville sælge butikken eller udvide og fortsætte, ville Vagn og jeg ikke foretage os noget, men hvis hun tænkte på at lukke, ville vi. Hun sagde, at hun havde ingen børn og ingen, hun skulle tænke på, så hun ville godt lukke, og på den måde kom vi i gang med minimarkedet. Vi fik min mor og en dame til hjælp og fra 1978 også Vagn. Det var mig, der fik ham til at holde op i smedjen og hjælpe med alt det, vi efterhånden havde i gang. Der var så meget, at det af og til var drøjt, det vil jeg ikke lægge skjul på. Alt det byggeri og alle de udvidelser, foruden det daglige, man havde at løbe efter, for vi havde også faet en lille mere, en pige til, og alt i alt var der god mening i og god brug for, at Vagn holdt op i smedjen og hjalp her. Jeg vil indrømme, at jeg pressede ham, for en mand opgiver altså ikke sit arbejde og ser, at nu er det konens navn, der star på alle pakkerne, uden det gør noget ved ham. Sådan er det bare. Pa den anden side har jeg også prøvet at lægge mit på hylden, og hvorfor skal det være værre for en mand, end det er for en pige? I mine unge dage havde jeg bade lært at sy og at undervise i syning. J eg gik på husflidshøjskolen i Kerteminde og fik en faglig og pædagogisk uddannelse derfra, og den ville jeg gerne have brugt som lærer på de frie skoler eller ungdomsskolerne og højskolerne. Men da jeg traf Vagn og blev gift med ham, kunne det ikke så godt forenes med at være lærer på den slags skoler, for dem skulle man helst bo på, og man skulle også helst være ugift, da i hvert fald som pige. Det gik altså ikke, og derfor har jeg, som så mange andre piger, lært, hvad det vil sige at kunne et fag og være glad for det og lægge det på hylden, fordi det ikke kan være anderledes. Nu blev vi restauratører og købmandsfolk og lidt til, må jeg også sige. Allerede mens vi boede i smedjen og jeg passede forsamlingshuset, havde vi børn, der trængte til at komme på sommerlejr, boende i forsamlingshuset og i en campingvogn og et par skurvogne. De sommerlejre holdt jeg meget af, for det var børn, der trængte til at komme ud og fa ro på sig, og lederne og lærerne gav sig tid til de børn og holdt af dem for børnenes egen skyld. Og det var børn, der virkelig trængte til det, for aldrig så snart havde jeg sat mig ned et øjeblik i køkkenet, fer jeg havde mindst to af dem på skødet. De sommerlejre fortsatte vi med, da vi fik restaurationen, og det var der faktisk mere mening i end i at stå i restaurationen med en overmæt turist, som dårligt nok vidste, om det var rødspætte eller kotelet, han gad æde. Det kunne bare ikke blive ved at lade sig gøre med de lejre. Vi ligger midt i byen, og folk i Drejø by var ikke lige glade alle sammen for at have en tyve, tredive børn strygende omkring og gøre det, som børn gør alle andre steder, i hvert fald i byerne, men ikke i Drejø by, og hvordan skulle de børn begribe det? Det er synd, hvis børn altid skal have en over sig til at tysse på dem og korrekse dem og sige, at det må de, og det må de ikke. Det gik ikke, det matte vi se i øjnene, ikke midt inde i sådan en lille by. Vi passede også campingpladsen her omme bagved. Vi ejer den ikke, og vi kræver ikke afgift op, eller den slags, men vi handler med dem, der camperer, og vi går over til dem om aftenen og beder dem skrue lidt ned, nar de spiller for højt, og fortæller dem, at der bor mennesker lige rundt om, så hvis de vil være så venlige. Men det giver da problemer, det ved jeg godt, og maske kommer vi også til at lukke campingpladsen. Men jeg håber, vi kan blive ved med lejrskolerne. Dem har vi uden for sommerferien og det store turistræs. Børnene far undervisning og spiser i restaurationen, og om natten bor de ovre ved siden af forsamlingshuset i et hus, vi har købt der. Lejrskolerne jævner ud på sæsonen, for sæson har vi egentlig kun i juli måned, det er det store ræs med endags turister og folk i fritidshusene og deres gæster og alle sejlerne. I sommerugerne er her virkelig mange. I de fire måneder fra maj og til og med august har vi lige så stor omsætning, som vi har i resten af årets otte måneder lagt sammen. Det er de fire måneder, vi lever af, og jeg vil gerne vide, hvad Drejøs egne beboere vil stille op, hvis vi ikke havde turisterne og den omsætning i de fire måneder. Som det er nu, kan vi holde et pænt varelager hele året rundt, så folk herfra ikke skal til Svendborg efter alting, for hundrede og seksogtredive mennesker kan aldrig bære et ordentligt varelager, dårligt nok et lille udsalg med dagligvarer. Jeg vil ikke sige, at vi skal have turister for enhver pris. Vi siger altid, Vagn og jeg, at det, turisterne kommer her for, det er miljøet, og det må ikke blive ødelagt. Vi er ikke interesserede i en marina eller et hotel, vi er interesserede i flere og bedre faciliteter for lejrskoler og i lejrskolecentre. For vores skyld må de gerne indføre bopælspligt på Drejø, så der kommer folk i husene året rundt, for det er ikke rart for nogen, at vi ikke kan se lys i vinduerne om vinteren, og stort færre til at bo her året rundt kan vi dårligt tale at blive. Bliver vi færre, er her ikke til at være for nogen, og det ville være synd og skarn, for Drejø og Drejø by er et godt sted. For os har det været et godt sted, fordi vi har lært mennesker at kende på en anden måde, end hvis vi havde boet på fastlandet. Først og fremmest er det godt, fordi vi har været tæt på vore børn, mens de voksede op. De har været med i arbejdet også, og det har givet dem og os en rigdom, som vi ikke ville have fået på stenbroen. De har været med i hele byens og øens liv og har aldrig stået foran en lukket dør nogen steder, og vi har haft den tryghed, at kunne vi ikke se børnene uden for vinduerne, vidste vi, at de var, hvor der ikke kunne ske dem noget. Vi har vidst, at var de sultne, har de faet en marmelademad hos Rasmus eller Margrethe, eller at de var hos præstegardsforpagteren, der altid havde et par små spande stående, så børnene kunne hjælpe med at give grise. Det er det, jeg mener med, at Drejø er et godt sted, og det skulle helst ikke dø, for gode steder er der ikke for mange af." Den snes mennesker, som begyndte at arbejde med en lokalplan for Drejø, blev til femogtyve i løbet af vinteren. Grupperne lagde deres resultater sammen på et fællesmøde. De nedsatte et redaktionsudvalg og fortsatte i grupper indtil næste fællesmøde og sluttede med et fællesmøde til, for deres "Forslag til en lokalplan for Drejø" var færdig og kunne sendes til alle husstande på Drejø, Skarø og Hjortø, til byråd, amtsrad, pressen og de folketingsmedlemmer, der var valgt på Fyn. Drejøboerne foreslog, at øen fik sin egen færge, for at turen til Svendborg kunne gøres under en time og ikke som nu på halvanden. De bad om nedslag i fragtpriserne, så Drejø blev mere tillokkende for små virksomheder. Drejø matte ikke, sagde de, lægges ud som rekreativt område, så det i al fremtid blev umuligt at bygge mindre virksomheder på øen. De pegede på, at jorden var af en bonitet, så landbruget måtte bevares som hovederhverv og at der også var muligheder for intensivt gartneri på friland og under glas. De mente, man skulle høre LO eller Industrirådet om mulighederne for et kursuscenter pa Drejø, og de slog på bedre faciliteter for øens ældre, for at de kunne blive på Drejø og ikke skulle på plejehjem udenøs. Campingpladsen ønskede de lagt uden for byen, og de ønskede øens adskillige og mere eller mindre interimistiske lejre under mere kontrol, ø-lejren på Drejet, Gladsaxe kommunes lejrskoler i det forhenværende badehotel, Kirstens lejrskoler og endda en kristelig, tysk lejrskole for unge ved Bækskilde på sydsiden af øen. Alt sommerhusfolket og alle sejlerne og dagturisterne tilsammen øgede sommerdage Drejøs befolkning med seks eller syv hundrede mennesker. Ingen havde åbenbart hånd i hanke med den udvikling. Der var dage, slog de på, hvor Drejøboerne kun udgjorde en femtedel af de mennesker, der færdedes på øen. Turister ville de ikke undvære, men turismen matte ikke dominere : "Drejø har fra naturens hånd en mængde herligheder, som vi ønsker at bevare. Dem vil vi naturligvis gerne dele med byens gæster. Men erfaringen viser, at nar turismen når et vist omfang, er der ikke mere nogen herligheder at dele." De ville standse afvandringen ved at anmode byrådet om at indføre bopælspligt på alle helårshusene og på de fritidshuse, som havde været helårshuse engang, og på alle stuehuse til landbrugsejendomme. Det har, sagde de, forstærket affolkningen, at adgangen til at gøre et helarshus til fritidshus er så nem. Det havde medført priser, der ikke var til at betale af mennesker, som skulle tjene deres årsløn på Drejø: "Husene købes almindeligvis af folk udefra med indtægter langt over en dansk gennemsnitsindtægt. De nugældende regler er kun til gavn for dem, der ønsker at sælge, og for deres arvinger, mens de er til skade for dem, der vil forsøge at skabe sig en eksistens på Drejø." Seksoghalvtreds af Drejøs indbyggere, fremhævede de, var over tres år, otteogtredive mellem fyrre og halvtreds, kun ti var mellem tyve og fyrre år, og toogtredive var børn og unge under tyve: "Den store overvægt af pensionister, samt det stadigt stigende antal fritidshuse peger i retning af et døende samfund. Kendetegnet for Danmark er jo netop de mange småøer, hvoraf heldigvis stadig en stor del er beboede. Men hvor længe endnu? Dersom den nuværende udviklingstendens får lov til at fortsætte uhindret, vil Drejø om nogle årtier henligge som en sommerhuskoloni. Kan det være vores mål? Drejø har gennem tiderne været kastebold for både konger og grever. I 1964 kom Drejø under Svendborg Kommunes styre. Men vor Længe,” Skrev Drejøboerne i deres forslag til en lokalplan, ,,vil der være noget at styre over?”
Til toppen Gæstebog Øen midt i verden