En by i et tæppe af valmuer Hvad får folk, der ikke vil forstyrre deres egen organisme med giftholdige madvarer, til at plante en ø-lejr i et sårbart naturområde som strandengene ved Mejlhoved? I juni, når lejren bliver rigget til, er ynglesæsonen på sit højeste. Fra landevejen mellem hovedøen Drejø og den kuplede, tidligere ø skoven så vi kobbersnepper med unger og hørte og så viberne flakse over vandhuller og loer i engene med lejrens militærgrønne telte på og gule plastictage over eternittage, imens biodynamikerne hærgede om deres små lodder med giftfrie gulrødder. Oven i købet besværede lejrfolkene sig ikke med at pille skændselen ned, når ferien sluttede. Vinter og efterår og når fuglene kom, lå den i strandengene som en losseplads hældt ud over et stykke værgeløs natur. Det er Drejet, som har skabt disse strandenge her nord og syd ror landevejen, som forbinder Drejø med Skoven vest for Drejet og de to vige, Skovens vig i syd og Madekrog i nord. Vejen, der er lagt hen over Drejet, er en smal og grovkornet, grå asfaltvej, som et stykke inde i Skovens moræneland løfter sig op forbi de fire gårde herunder og ender i en markvej, der slutter ved en spærring, som står her med en god grund: fra spærringen og ned til stranden er der klintfald på godt seksten meter. Skoven er gammelt overdrevsland, deraf navnet. Måske har morænen stået med skov i middelalderen, da hele Drejø ligesom mange andre øer i havet syd for Fyn var kongens ejendom og vildtreservat, men oldensvin og løsgående kvæg og heste fra gårdene inde i Drejø by har i hvert fald snart tyndet ud i skoven og gjort den til overdrev med åbne græsflader omkring vildroser og tjørn og stenrygge. Den store forvandling herude kom da Drejø bys udskiftning i 1832, da fire af byens gårde og to husmandsbrug blev flyttet ud på Skoven og folkene tog fat på at rydde overdrevet og få det under plov. Der bor stadig efterkommere i lige linje fra disse udflyttere på Elmelundgården. De ved fra det, der er blevet fortalt hjemme, at udflytterne ikke behøvede at træde på jord, når de ville fra den ene ende at overdrevet til den anden. Overdrevet var så stenstrøet, at de kunne balancere hen over det fra stenryg til stenryg. På gården huskede de også fortællingerne om, hvordan overdrevet blev svedet af, da udflytterne kom, og gråryggene blev sprængt med krudt og hugget op, så de kunne sidde i nye længer eller ligge under bindingsværksstolperne, så træværket ikke sank, Noget af tømmeret havde udflytterene med fra bindingsværket i de gamle bygninger inde i Drejø landsby, andet kunne dannes til af de træer, som kvæget havde levnet, men som måtte falde nu. Mindre sten blev sanket i hobe og sat som diger og markskel. Vinter og forår gik med det, det ene år efter det andet. Det halve hundrede tønder land, som hver gård fik tildelt, lod sig ikke lægge under plov med det samme, de måtte brydes ager for ager, som hedestrækningerne i Jylland blev brudt. De fire Skovbofamilier i gårdene od de to husmænd var de uheldige blandt dem, der blev trukket lod imellem ved landvæsensmødet i 1832. det tilfaldt dem at rykke ud af landsbyen, mens resten af Drejøboerne blev derinde, væg mod væg og tag ved tag så tæt, at det hed sig, at man kunne gå Drejø by igennem på mønningerne. Til gengæld tik Skovboerne større lodder, et halvt hundrede tønder lande ti hver gård, når det nu endelig skulle være, og som modydelse, fordi det blev dem, der skulle ud i kulden og de seksten meters højde og vindsuset ude på Skoven. Vinden kom forsommermild ind mod klinterne fra havet neden under os. Hvidtjørnen stod i blomst. Hunderoserne var også ved at komme. Der var mange lærker i den løse og grå himmel over Skovbogårdens marker med knæhøj sæd fra klinterækken og østpå ud mod strandengene og Drejet og hovedøen, Østrædraghø, som det hed i middelalderen Fra klinterne skjuler det højeste af Skovens moræne draget og Madekrogen og Skovens vig og øen på den anden side af de to havbugter, men vi var kommet gående igennem landet derovre ad vejen mellem piletrunterne langs små gårde med udlænge, mellembygning og stuehus i samme rødbrune mursten, alle bygget over samme modul og i ens materiale og helt forskellige fra Skovens gårde. Gårdene og landbrugsbygningerne inde på hovedøen var ikke så gamle, og ingen kan længere trave Drejø by igennem oven på mønningerne. Gårdmænd og husmænd i Drejø by måtte, godt hundrede år efter landvæsensmøderne trække et lod som det, Skovboerne havde trukket, så Drejø i dag ligner et af de områder, statens jordlovsudvalg i 1920-rne og 1930-ene opkøbte og lagde ud til husmandsbrug. Men det var ikke landvæsensmøder eller jordlovsudvalg, der i 1942 splittede Drejø by ad og lagde gårdene ud på markerne. Vinden stod blødt imod os, mens vi gik langs bygmarken, vi havde på højre hånd og skrænternes tolv til femten meters fald ned mos stranden under os til venstre. Om natten var der faldet regn, og luften var stadig mættet af fugt fra den front, der var under opløsning ude over øhavet nu, så at Korshavns klintrække i nordvest os Skarø foran Fynskysten mod øst ikke stod så klart som på tørre dage. Bag os var skylaget tyndere, og Skjoldnæs fyr på det nordligste af Ærø stod hvidt imod den gennemlyste og fugtige grødeluft. Neden under os dannede havet et lille rev, Næbbesodde, ud mod Skarsand grund, og før klinterne ved Næbbesodde svinger øst på i et knæk, er der indhug efter af en lergrav, hvor man engang har taget materiale til brændingerne i det teglværk, der er forsvundet nu, men i bunden af graven fandt vi dog to jernbånd, store som vognhjul og godt gennemrustede nu, men de har engang siddet og spændt om teglværkets skorsten oppe oven for klinten. Stranden er endnu fuld af røde og gule, brændte sten. De er slebet runde som vaskesvampe af at ligge i brændingen her, og de sidste stumper af den anløbsbro, hvor øboers og fynboers skuder lagde til og hentede mursten fra Skoven, rager stadig ud fra nordstranden under klinterne. Men det er ikke det teglværk, der har brændt de sten, der sider i gårdene langs vejen fra Drejet til Drejø by, for da de blev sat, var der slukket for ovnene på klinten. De sten der har ligget og trillet i strandskyllet, blev formet og brændt af teglværksarbejder i skjorteærmer og vest og rundpuldede hatte, man ikke så i trediverne, og heller ikke det år, hvor Drejø på en dag blev en anden ø. Ovnene har ikke brændt siden 1917. Vi gik langs stranden østpå hen under klinterne, som hurtigt bliver lavere kommer ned i niveau med den part af Skoven, som falder af mod engene med ølejren og loerne og strandsøerne. Stranden hen langs klinterne var beskyttet af et lag rullesten. Resten af en bådebro stak ud fra stranden. For enden af broen førte en græsbevokset vej eller sti langs en rad ruser, der hang til tørre, op mod et af de husmandssteder, som blev lagt på Skoven sammen med de fire gårde, der trak loddet som udflytter. Manden som boede i det husmandssted nu, var Sankt Hansaftensdag i 1942 ved at lære en dreng i yngste klasse tier- overgangen. Skolen lå, hvor den stadig ligger, i byens østlige udkant ved vejen forbi gården Broløkke og badehotellet, som Gladsakse kommune siden har købt og indrettet til lejrskole og feriekoloni, og videre ud mod færgelejet. Der var nogle og tredive børn i Drejø skole i 1942, fordelt på tre årgange i yngste klasse og fire i ældste. Yngste klasse mødte klokken 13 og havde lige haft frikvarter efter første time og sad ved skolebordene igen og arbejdede med deres grifler på tavlerne, mens lærer Erling Køster havde bagerens Herman oppe for at forklare ham, hvordan man lægger tal sammen, der bliver til mere, end man har af fingre på begge hænder. Skolen lå i en lille pøl af skygge, fordi solen lige havde været i middagshøjde og her dagen før midsommer var så langt i nord, som den kunne komme. Den strålede ned på mønninger og kragtræer i den sammenbyggede bondeby vest for skolen med dens gårde og landarbejderhuse, der rummede 275 mennesker, størsteparten af øens befolkning. Siden juni måneds begyndelse havde vinden stået i sydøst og givet tørt og klart vejr med varmegrader, som fik luften i de smalle og kringlede gader med alle de hvidkalkede tavl mellem mellem bindingsværket til at flimre og dirre. Hvor solen ramte bindingsværkets stolper og løsholter, blev tjæren blød og boplede op, så man kunne prikke i den og få den til at væske som skråsovs i en mundvig. Heden mellem alle disse krogede og vinde og skæve, bovnende længer og inde på gårdspladserne ville have været ulidelig, hvis brisen ikke havde ført sval luft med sig fra det frie stræk over mod Birkholm og Egeholm Flak. Drejø landsby var en seværdighed, et af de bedste eksempler på sammenbyggede og godt bevarede bondebyer fra landsbyfællesskabets tid. Den tyske agronom von Essen, der skrev om landbrug i Danmark og kom til Drejø i begyndelsen af 1800-tallet, var himmelfalden over Drejøboernes måde at bo og drive landbrug på. Andre steder blev en tredjedel af landbrugsjorden brakket og lå hen i græs, tilden fik liv igen, men ikke på Drejø. Landbrugerne i de 27 gårde og mere end 20 huse samledes af oldermanden, når en storm havde drevet tang ind på stranden, kørte derud og hentede tanghøsten hjem og delte de i 27 lige store dele, som blev lagt ud over gårdspladserne.. Kreaturerne, noterede von Essen, sommergræssede i overdrevet på Skoven, men når de blev drevet hjem om efteråret og sat på stald, lagde bønderne gødningen ud over tangen i gårdene og et nyt lag tang ovenpå efter hver storm. Kagen af tang, ajle og fast sammentrampet gødning blev kørt ud på markerne og virkede så godt, at Drejøboerne kunne nøjes med at Østmarken og Vestmarken og ikke havde behov for at brakke en tredje vang, så den langsomt kunne genvinde, hvad den havde sat til af frodighed ved avl og høst. Ganske vist blev fire af gårdene og to huse lagt ud på Skoven ved udskiftningen i 1832. En halv snes jordløse husmænd fik lodder på et par tønderland land til deres huse, som blev rykket ud af byen og lagt på rækker langs den vej, der nu hedder husmandsvejen, så de fik en ko og et par får, mens de ellers tjente som daglejere på gårdene og trak fisk op ad havet til salt og fersk føde eller arbejdede som skomagere, væver eller skrædder. Ganske vist var der altså sket lidt med byen, men stort set var den blevet liggende. Som den havde set ud på von Essens tid, så den også ud en dag i april måned 1936, da vandrelærer Erling Køster fra Kolding enogtredive år gammel gik i land på færgebroen for at præsentere sig for skolekommissionen og pastor Mogens Blum på Drejø. Han blev budt på middag i præstegården klos op ad Christen Mortensen Degns trelængede og stråtækte gård, hvis gårdsplads afsluttedes af præstegårdens venstre længe. Køster sad ved middagsbordet hos præster og de 34 årige husbestyrerinde, skibsfører Peter Hansen Folmers datter Cecilie Margrete fra Marstal, der havde stillet skylleskåle med violer i ved kuverterne. Han havde aldrig set en skylleskål, endsige med violer, men sådan brugte man det åbenbart på Drejø hos de 43 årige præst og frøken Folmer her i spisestuen med vinduernes kønne, små ruder ud mod gårdspladsen od de to kastanjer, som den forårsdag havde åbnet knopperne og taget et grønt slør om sig. Clairvoyance betyder klarsyn. Folk, der er clairvoyante kan enten se ting for sig, som foregår et helt andet sted, læse bøger gennem lukkede døre ellert i den anden ende af byen, eller de oplever begivenheder, som har fundet sted for mange år, ja århundreder siden. Endelig kan nogle af dem også pludselig opleve et stykke af fremtiden udspille sig lige foran dem. Erling Køsters clairvoyance hørte til den fremsynede slags. Den dag i præstegården ved middagen klokken tolv i spisestuen var han klar over, at han ville få frøken Folmer og pastor Blum at se som ægtefolk. Sandsynligvis betød det også, at han ville få det kald som skolelærer og degn, han søgte på Drejø. Begge dele indtraf. Han blev kaldet til embedet 1. juni samme år, og Cecilie Margrete Folmers og Mogens Blums bryllup stod to år efter, at han begyndt at synge som degn i kirken ved Søndersø en halv kilometers vej uden for byen. Da han gik i bondebyens gadekringel den dag, han kom for at præsentere sig og søgte kaldet, havde han imidlertid haft et fremsyn mere. Efter at frøken Folmer var blevet fru Blum, talte Køster glad og gerne om det, han havde vist om dem forud, og også om hvor sikker, han af absolut ikke indlysende grunde var på, at han trods stor arbejdsløshed for skolelærer dengang ville få kaldet på Drejø. Det tredje fremsyn nævnte han derimod ikke for nogen. Nu stod han seks år efter og underviste bagerens Hermann i tabellen kl. 14.07 den eftermiddag, hvor folk var kommet ud fra sovekamre og ned fra høstænger efter hvilen oven på den varme mad kl. 12.00 og nyhederne ude fra verden. Det var den sommer, den konservative politiker Christmas Møller var flygtet fra det besatte Danmark og over Sverige kommet til London, hvorfra de kunne høre hans stemme flere gange om ugen fra BBC. Det var den sommer da gymnasiaster fra Ålborg Katedralskole havde dannet en klub, der huggede våben fra Værnemagten og satte ild på jernbanevogne med tyske forsendelser i. Og det var den sommer, tyske panser nåede Krim i Sortehavet og hver stabene var ved at organisere fremstødene til Kaukasus og over Donfloden mod Volga og Stalingrad. I Drejø by og på markerne rundt om arbejdede folk igen i varmen og den gudskelov svalende luftning fra havet. Gårdejer Rasmus Henningsen havde om formiddagen været i et ærinde på naboøen Hjortø, der hørte til sognet og Drejø kommune. Han var kommet tilbage før middag og havde også nået at få en svalebajer hos købmanden, inden han gik ind for at spise og sove til middag. Nu var han ved totiden stået op fra middagssøvnen og cyklede med en krigscerut af fynsk tobaksavl hængende mellem læberne ud til sine dyr i Østermarken. Købmanden, som Rasmus Henningsen havde drukket formiddagsbajeren hos, hed Jetta. Hun havde arvet butikken i Strædet i Drejø by efter sin far, der havde været øens bager, men blev syg og slog sig på købmandshandel. Jetta havde en brord, der hed Carl Julius, og han havde stået og svalet sig i Jettas butik sammen med sognefogden foran disken med kaffemøller og kasseapparatet og var også ude i marken nu efter middagshvilet has en nabo, der gik sine roer igennem for anden gang den sommer med hakkejernet. Efter middagshvilet i præstegården havde pastor Mogens Blum løsnet sin velpolerede omhyggeligt trimmede sejlbåd fra fortøjningspælen ved Hestemaden på østenden af øen for at sejle til Skarø, en anden at øerne i hans folkefattige, men vidtstrakte pastorat. Som sædvanlig havde han givet sig god tid med at rigge båden til og bringe alt i orden, så han kunne sejle udforstyret og i en båd, vor tingene var på plads, med klargjort skip udefter mod anneksøen for søndenbrisen og befandt sig nu ud for den lille ubeboede Græsholm ved Højestene Løb. Blum var ikke var ikke ked af at han skulle til Skarø, for det flød med halm fra tækningen af præstegården som var gået i gang. Hjemme på præstegården gik tækkemændene ind for at få kaffe, så de bankede deres piber ud mod træskoene og gik ind og satte sig til bords. Dora Mortensen Deng havde sat resterne fra middagsmåltidet i flueskabet. Hun havde ryddet bordet og tørret voksdugen af og øst varmt vand fra komfurets sidegryde i opvaskerbaljen og kommet sæbepulver i og stod nu her i eftermiddagsfreden og vaskede op, medens hund så ud i gården, der var blevet meget lysere nu, efter at præstens tag var kommet ned. Det lå strøet ud over Stjernegårdens gårdsplads som en tyk måtte under de bundter af nye tagrør, som tækkemændene havde fået hjem og lagt i gården også. Hun rakte ud efter viskestykket og gav sig til at tørre tallerknen af. I den gule måtte mellem Stjernegårdens portåbning og præstens længe var der en sort plet på størrelse med den tallerken, hun stillede fra sig for at række ud efter en anden, da det gik op for hende, at pletten ikke havde været der for et øjeblik siden og at den ikke var på størrelse med en tallerken længere, men med hendes opvaskerbalje. Pludselig var det, som om nogen havde ridset Dora med en nål fra hårkanten og ned til lænden. Det var ild, som dannede en plet på størrelse med et vognhjul nu og luede i al præstens taghalm i gården, der flimrede af sol og af ild, som hun ikke kunne se i solskinnet. Hun løb ud, hørte det knitre og sprang ind efter spanden med van og ud til brandpletten og slog vand på. Røgen osede op af halmen foran hende, men ilden dannede et bælte hen mod længen med porten, og stråtaget over porten nu. Hun bar mere vand ud og øsede på, indtil hun endelig sansede at smide spand og forklæde og styrte ud af porten med det råb, øboer er mest bange for at høre. Præsteparrets lille dreng i barnevognen omme på den anden side af den aftækkede længe satte i med et skrig, og inde i køkkenet bad fru Blum Esther gad ud og se til barnet. Hun havde næppe sagt det, for det gik op for hende og pigen og tækkemændene, hvad det var, der blev råbt. Men selv da de stod omkring nabokonen, der dårligt kunne få et ord frem, og da de med egne øjne og igennem den blottede tagrejsning på vestlængen så taget på Stjernegårdens portlænge blive sort, kunne de ikke se ilden, fordi solskinnet stadig var så klart. Stjernegardskonens anskrig fyldte øjeblikkelig den sammenbygede og tætte landsby med koner og piger og daglejerfolk og gamIe. der løb hen mod stedet, brandråbet var kommet fra, eller løb videre ud i byen med råbet. I skolen var det en pige, som klokken tyve minutter over to kom styrtende ind i regnetimen. Lærer Køster så fra pigen og hen på vinduerne og Sankt Hansaftensdagens solskin udenfor og hørte nu andre råb inde i byen og stod midt i det, han også havde set og hørt en dag i april for seks ar siden. Han nikkede til pigen og gik ind til sin kone og sagde, at hun skulle tage sig af børnene, de matte ikke komme uden for skolen, ingen matte forlade skolen, og da han havde sagt det, løb han ud i solskinnet og ned ad Broløkke forbi gadekæret ved smedjen og ind til sprøjtehuset. Fra Stjernegardens længe mod nord med porten i var iIden slået over i præstegårdens and en længe og havde bredt sig til garden vest for Stjernegården også. Med vinden gik den nu videre til Christian Skibsbyggers og Niels Gades huse, mens heden fra den bræendende præstegardslænge antændte gården på den anden side af Broløkke, vejen og en sky af blåsort røg og med træflager og avner i rejste sig over byen. Ude på marken lod Carl Julius' nabo hakkejernet falde mellem to roerækker og begyndte at løbe ind mod byen, skønt han havde sin cykel liggende i grøftekanten lige ved sid en af sig. Carl Julius fulgte ham i hælene. Ude i Østermarken smed Rasmus Henningsen cigarstumpen og greb cyklen. Imens drev brisen i ro og mag pastor Mogens Blum fremad mod Skarøs pude i horisontlinjen. Han nærmest lænsede hen over dette sommerblå hav, der var så roligt og havde været det så længe, at dræ og blomsterstøv lå i en hinde på overfladen, som kun her og der krusedes af en smule luft fra vindhjørnet nede i retning af Hjortø, da noget fik ham til at vende sig om og han ligesom Stjernegårdskonen blev grebet af en fornemmelse, som om han blev ridset ned langs rygraden med en nål. Inde bag det blå vand og hans kølvandsvinkel løftede en kæmpesvamp sig hvid oventil og grå som en regnvejrshimmel underneden. Blums første tanke var halmen i præstegarden, hans næste at komme hjem. Han fik skødet løs af blokken og slækket på det og båden vendt, men kunne ingen vegne komme med den vind og den retning, vinden havde, rev sejlene ned og lod dem ligge, hvor de matte falde, for en gangs skyld, trak årerne frem og skilte sig af med den hvide sommerjakke og begyndte at hale sig selv og sit skib hjem ved årerne, mens hans degn og kirkebylærer asede med at fa den ene af øens to gamIe brandsprøjter ud af sprøjtehuset. Sprøjten var tredive ar gammel, mens den anden, håndsprøjten derinde, skrev sig helt fra 1838, men han var alene om det, alle var på benene, bare ingen ved sprøjterne. Han slap den og løb ind mellem gårdene, hvor alle var i gang med at tømme stuerne og vælte husgeråd og sengetøj ud i gaderne, mens ilden ad sig gennem landsbyen fra sydøst op mod nordvest og folk, endelig, begyndte at råbe på brandfogeden og på mandskabet, som skulle lægge slanger ud og trække sprøjten. De treogtyve gårdes oldermandslaug fungerede stadig, selv om det ikke længere var tanghøsten, oldermanden gik omkring i byen og trommede sammen til. Men lauget havde andre opgaver som for eksempel at holde en smedje til gårdenes landbrugsredskaber og have en smed til at arbejde med redskaberne i værkstedet ved gadekæret ud ad Broløkke til Formanden for lauget, oldermand Hans Nielsen, var på vej ud af byen med hestene for arbejdsvognen, da han hørte brandråbene. Han vendte om, kørte ind i byen igen, spændte fra på gårdspladsen og slog seletøjet op på knagerne i stalden, inden han slap hestene løs, klappede dem ud af byen og løb ind i stuen, hvor oldermandsbogen lå. Der tog han bogen, stak den ind i et vægskab, drejede nøglen om, lagde den oven på skabet og løb ud for at gå til hånde ved branden, der få minutter efter nåede garden, hvor en mand kom løbende ind i stuen og greb efter det første, det bedste. Det blev vægskabet. Han bar det ud på gaden og stillede det der og løb hjem og sagde til sin gamle mor på halvfems, der lå syg i sit kammer, at byen brændte og de blev nødt til at flytte hende. Sammen med sin bror, som han havde fundet i røgen foran nok et bræendende hus, læssede han moderen op i et lagen og bar hende om til en mere sikker kant af byen og lagde hende i gangen i et grundmuret hus med tegltag og løb ind i byen igen. Der havde brandmandskabet omsider faet sprøjten frem og slangen stukket i gadekæret, mens andre løb omkring med den gamle håndsprøjte fra 1838 og øste vand på døre og vinduer, for at heden ikke skulle slå træværket i brand. Erling Køster fandt ned til byens stråtækte og lerklinede, tidligere skole for at redde indboet der. Her lå papirer og protokoller fra de gamle skoleholderes dage, og derinde stod også ting som det sandbord, Drejøs skolebørn lærte at skrive ved med fingrene i sandet før griflernes og tavlernes tid. Skolen stod lukket og aflåset af hensyn til alt dette gamle inventar, og han kunne hverken få døre eller vinduer op, løb rundt om huset og fandt en brandhage på bagsiden af huset og en stige og løftede brandhagen for at slå et vindue ind, men smed den, fordi det slog ham, at han ikke anede, hvad han skulle sige, hvis nu skolen ikke brændte og han havde brudt vinduer og døre op, løb ind i byen, hvor gadekærene hurtigt var blevet tømt, fordi sommeren havde varet så længe og været så tør, og hørte sig selv råbe for skingert og hidsigt til brandfogeden, at han var ikke sin opgave voksen. Gadekærene var tømt, brøndene suget tomme, og ingen havde fået fat på heste og vogne til at køre vand op fra moserne med, de løb bare rundt og plukkede ting ud af husene og stablede dem, hvor ilden øjeblikket efter kom og tog dem. Den var imens sprunget langs mønningerne fra Stjernegarden i sydøst i et bælte gennem byen til den yderste gård i nordvest, men flammerne havde også rørt om i luftmasserne og sat en brandhvirvel i gang over byen, så ilden nu kom vandrende den modsatte vej og antændte flere garde og gadehuse. Carl Julius stod og så nabogarden eksplodere for øjnene af sig. Den gik i brand på grund af den voldsomme hede og sank sammen, mens Rasmus Henningsen kom løbende for at hjælpe ham vinduer og døre af i hans eget hus, så de dog kunne bjærges. Carl Julius råbte nej. Skulle assurancen betale for hans hus, kunne de lige så godt betale for døre og vinduer også. Gård efter gård sprang i brand. Den gamle skole med papirerne og sandbordet brændte. Hans Josephsens og Hans Jensen Rasmussens gårde var ikke til at redde. Tagene skred i Hans Møllers gård og i Rasmus Hansens på den anden side af vejen og i Jens Jensens gård. Folk kom løbende gennem røgen og askeflagerne, der var begyndt at falde tæt over by en nu. De havde stueure og køkkengrej og møbler i favnen og væltede det ind, hvor de mente, der var mere sikkert. De blev ved med at hælde sengetøj ind i gangen i det grundmurede hus med tegltaget. En pige stak i et vræl: ingen havde taget sig af den halvfemsårige, syge derinde. Hun havde selv nået at kæmpe sig fri af sengetøjet, før hun blev kvalt under det. Byens unge jordemoder kom løbende og slog armene om en mand inde i røgen og råbte noget, som Erling Koster ikke opfattede i forbifarten og tummelen, men siden hørte han, at det var den dag og i det øjeblik, øens jordemoder og Svend fandt hinanden. Efter branden mødte de frem hos pastor Blum for at bestille bryllup. Vad af sved havde samme Blum faet jollen bragt ind til pælen omsider og et stik lagt om pælen, for han løb ind over markerne til præstegarden, hvor ilden var ved at fa fat i hovedlængen. "Er det vores skyld?" spurgte han Cecilie Margrete. "Nej," svarede hun. "Er nogen kommet noget til?" "Nej," sagde CeciIie Margrete. "Gud ske lov," sagde pastor Blum, smed vest en og gav sig til at hjælpe i den brændende præstegard og siden ude i byen, da præstegardens fire længer var sunket. Røgsøjlen fra bålet over en af landets bedst bevarede bondebyer fra landsbyfællesskabets tid stod kilometerhøjt op i junihimlen nu og kunne ses over hele øhavet fra Ærø langt ind på Fyn. Søjlen blev også observeret fra tre danske minestrygere, der var på øvelsestogt i farvandet, "Lossen", "Laugen" og "Laaland". Minestrygerne gik så tæt ind på sydkysten af øen, de kunne komme, og satte mandskab i land med ildslukningsmateriel. Mandskabet tog fat med skumsprøjterne, kvartermesteren og lærer Køster skaffede heste og vogne frem, så der endelig kunne køres vand op fra moser og vandhuller i mæelkejunger og spande, der gik fra hånd til hånd til de garde og huse, der endnu kunne reddes, når tømmer og tag og døre i ildsiden blev kølet af. Nogen sansede langt om længe at ringe til Falckstationen i Svendborg og melde brand, men da sprøjten havde kringlet sig gennem gaderne til havnen, var Drejøfæergen afsejlet på klokkeslæt og la ude på Svendborg Sund. Der skulle den efter fartplanen også være, men blev nu fra Vindeby på Tåsinge vinket tilbage til Svendborg og Falckfolkene og brandsprøjten, som efter en lille times sejlads var fremme ved broen syd for Hestemaden, kom i land og kunne hjælpe marinere og øens brandværn med at redde de huse, ilden endnu ikke havde taget. Men klokken fem, da eftermiddagssolen stadig skinnede klart og varmt over øen, var elleve af byens gårde og syv af dens huse brandtomter. Seksten af øens familier stod uden indbo og tag over hovedet, og byens barber var gået baglæns ind i en le og havde faet bladet op i låret, ellers var ingen kommet noget til. Sprøjten og brandfolkene fra Svendborg og marinerne fra "Lossen" og "Laugen" og "Laaland" blev på øen og gik brandvagt om natten sammen med øens egne. På Ærø og Strynø, på Fynssiden og på Langeland bræendte Sankt HansbåIene, og natten var så lys, at man kunne finde rundt uden lygte. I Drejø by med dens store og åbne tomter var natten endda lysere, end den plejede at være. Folk gik omkring i dampen og brandstanken og i røgen, der bIev ved at kvælde op fra tomterne. De gik tur hele natten og plukkede i huskeråd, som de selv eller andre havde bjæerget ud af deres huse. Oldermanden fandt sit skab med oIdermandsbogen i. Puder og dyner og stribede underdyner blev hevet ud fra gangen i det grundmurede hus med tegltaget og spredt på jorden rundt om og gået igennem og fordelt. Folk dæmpede stemmerne, nar de talte sammen, og de gjorde sig umage med at løfte og sætte møbIerne forsigtigt, så de ikke vækkede andre, der var faldet udmattede om eller bare la i sengene på gavlværelser og lofter og prøvede på at komme fri af choket og ned i søvnen. Mange var i familie med hinanden, alle kendte i hvert fald hinanden, og de hjemløse havde snart fundet steder at være. Pastor Blum og Cecilie Margrete og den lille og pigen havde fået husly hos Erling og Frederikke Køster. Man husede hinanden, det gav sig af sig selv. Endnu talte de ikke meget sammen om branden eller om fremtiden, for begivenhederne var for tæt på, de nærmeste dage var uoverskuelige, for slet ikke at tale om de fjernere, hvor mange skulle til at rydde og bygge eller maske rejse af øen, hvis de ikke kunne fa bygget. Der var knaphed på penge og materialer, landet var besat, værnemagten havde lagt sin hånd på cement og mursten og tømmer til bunkersbyggeri og flyvepladser, til mandskabsbarakker og lytteposter. Nogle var så Iammede, at der skulle gå mange dage, før de forstod, at det ikke var noget, de drømte. Andre gik med tanker, de ikke turde lægge mund til endnu, indtil en sagde højt en dag, at da kun barberen var kommet noget til og straks var frisk igen, og da kun fa dyr var brændt inde, fordi det var sommerdage og dyrene var på markene, hvad var der så at græde over? et var at gå og se på byens kringel og finde den køn og historisk, noget andet var at bo i bindingsværket og arbejde i de skæve stalde. Drejø gamle bondeby var et myrebo med huller og gange, som branden havde forstyrret, og folk løb længe ud og ind mellem hinanden på må og få. Der gik dage, hvor de ikke engang vidste, hvordan de skulle tage fat på oprydningen og enhver blot stod og prikkede i sin egen tomt. At journalister kom rejsende og lejrede sig og spurgte ud og lyttede, og at fotografer gik omkring med deres bælgkameraer og knipsede, fremmede heller ikke oprydningen. Der var jo også stadig mennesker at passe og kreaturerne at malke morgen og aften i indelukkerne, og alt det uvante med at falde til mellem naboer og venner og spise ved deres bord og vaske sig i deres køkkener. Erling Køster ringede til Frivillig dansk Arbejdstjeneste. 1942 var et af alsangsårene. Oplysningsforbund og højskoler mobiliserede på deres front modstanden mod tyskerne, mens gymnasiaster fra Aalborg og celler fra det forbudte kommunistparti tog fat på andre måder. Folk meldte sig til ungdomstjeneste, unge piger til landhjælp, skolærere og husmødre og studerende til Frivillig dansk Arbejdstjeneste. Skønt sommerens lejre var organiserede for længst og belagt med deltagere, lovede arbejdstjenesten at komme til Drejø. Lotterne fra Danske Kvinders Beredskab kom også og skibsreder Knud Lauritzens elever fra søfartsskolen i Svendborg. Svendborg by hjalp Drejø med arbejdsmateriel og skure, og hen sidst i juli var der ryddet op, ildskornede vægge var brudt ned, forkullet tømmer fjernet, våd og stinkende halm raget sammen og kørt væk, gaderne gjort fremkommelige. Men tilbage var genopbygningen og spørgsmålet om, hvordan den skulle gribes an. Endnu mens Drejøboerne og de frivillige udefra gik og ryddede, blev der nedsat en kommission for at overveje, om Drejø skulle genopbygges og bevares som en bondeby fra landsbyfællesskabets tid, eller om det skulle gøres efter helt andre retningslinjer. Hvad havde man valgt i dag? At genopføre landsbyen som turistattraktion? Genrejse den som polakkerne rejste Warszawa sten for sten? Arkitekten i kommissionen, Mindedal Rasmussen, havde en anden plan: Drejø var et landbrugssamfund med gårde i drift og brug. øen var udskiftet i 1832, da de fire gårde og husene kom ud på Skoven og de ti husmænd fik jordlodder og bygninger på Husmandsvejen, mens gårdene ellers blev liggende i landsbyen. Nu burde udskiftningen genoptages og føres til en ende og gårdene rykkes ud på markerne. Og sådan blev det. Statens Jordlovsudvalg kom til Drejø og gik i gang med beregninger og forhandlinger. Det blev efterår, og det blev vinter, og de hjemløse, de underbragte, som det hedder i Slesvig og på Drejø og hos militæret, underbragte sig hos andre venner eller konsoliderede fællesskabet med de værtsfolk, der tog imod dem brandnatten. Og det blev forår, og Mindedal Rasmussens tegnestue i Ollerup lagde endelig skitser til nye landbrugsbygninger frem, små gårde af rodsten med staldlænge og mellembygning og stuehus, alt sammen approberet af kommissionen, der hæftede en præmie på nogle tusinde kroner i såkaldt reparationstilskud på til dem, der ville bygge efter Mindedals streger. I forsamlingshuset forhandlede jordlovsudvalget og gårdmændene sig frem til nye markskel og nye, små garde med moderne beboelser og stalde, så at socialministeriet sommeren efter branden kunne komme med barakker, og der kunne lukkes op for en arbejdsstyrke af tømrere og murere fra hele landet og Drejø blive genopbygget som landbrugsø. "Den gamle by," sagde lærer Koster, "var en by af mægtig skønhed. Den var et enestående samfund, der hvilede i sig selv, for som de levede der tæt op ad hinanden, havde man levet på Drejø i hundreder af år, og rytmen i byen og mellem folk og ved arbejdet var alle fortrolige med. De var vokset op med det og havde været sammen om det under alle disse træer og mellem alle disse længer og gavle og haver. Det var en by af ubegribelig skønhed, der forsvandt på to eftermiddagstimer, uden at man egentlig nogen sinde blev klar over, hvordan det i grunden var gået til. Byen forsvandt ikke helt lige straks. Den levede i hvert fald vinteren over, for tomterne Iå der, og gaderne og smøgerne var de samme. Sommeren før genopbygningen levede den op på en måde, jeg aldrig skal glemme, for over alle disse brandtomter og i alle disse haver med ødelagte og afsvedne træer skød der valmuer frem. ikke hundrede blodrøde valmuer og ikke tusinde, men hundredtusinder af valmuer hoved ved hoved af frø, der havde ligget i revner og sprækker og under stenbroer i snese af år og som spirede og satte blomst nu. Sådan døde den gamle by. For om efteråret tog de fat og rejste et nyt Drejø op, hvis man kan sige, at Drejø blev rejst op, for selv om det var kønne og praktiske gårde, der blev bygget, har øen aldrig kunnet overvinde den brand."