Drejø Siden
Home Lidt om Øen Naturen Til Minde Om Kaj Billeder fra Drejø Krigen 1864 Link til gode sider Gæstebog Øen midt i verden
Dagbog fra 1864.   I KAMP FOR DANMARK  En mønsk Veterans Beretning fra 64 Indkaldelse. - Opholdet i København. Aaret 1863 den 6te December kom Lægdsmand og Gaardmand L. Jensen i Bidsinge ridende ud til mig med mit Pas, som lød paa, at jeg skulde melde mig ved Kommanddantskabet i København den 10. samme Måned, for til lige med mange andre af mine Kammerater, siden at afgaa til Armeen ved Dannevirke, for som danske Våbenbrødre at deltage i Kampen for vort kære danske Fædreland imod den meget overlegne Fjende, Preussen og Østerrig. Jeg ophørte straks med mine daglige Forretninger, tog omkring og hilste af med nogle af mine nærmeste Familie og andre gode Venner. Dagen nærmede sig og jeg tog Afsked med mine Forældre og Søskende og kørte til Kallehauge Færgegaard, ved Ankomsten ovennævnte Sted traf jeg sammen med flere Kammerater, som rejste i samme Øjemed, vi tog straks den Beslutning ikke at tage med Dampskibet "Zampa", som var i vente paa Turen til København, men derimod at køre over Land, vi lejede en Vogn paa den modsatte Side, hilste af med Møens Land og kørte ad Hovedstaden til, vi kørte fra Kallehauge, en Landsby i det sydlige Sjælland, omtrent Kl. 12½ Eftermiddag og ankom til Høje Taastrup den anden Morgen Kl. 6, to Mil fra København. Vi opholdt os der to a tre Timer og tog med Toget ind til Byen den nævnte Dato, nemlig den 10. December 1863 om Eftermiddagen. Kl. 4 meldte jeg mig paa ovennævnte Sted, eller dog paa Eksercerpladsen ved Gothersgade eller Fodgardens Kaserne. De modtog den Dag vore Indmeldelsespasser, vi fik Ordre til at møde næste Dag om Formiddagen Kl. 9 i Kasernegaarden i Sølvgaden, til hvilken Tid og Sted vi mødte, vi blev saa den Dag inddelte i forskellige Regimenter og Kompagnier. Jeg modtog Underretning om at jeg skulde staa ved 16. Regiment, 4. Kompagni, et af de forhenværende tyske Regimenter, men som nu for største Delen blev danske Folk, kun henved 40 Holstenere, Menige og Underkorporaler og desuden en Kommandersergeant og en Vaabenmester og en Foureer. Saaledes hengik nu en fjorten Dages Tid inden Regimentet blev fuldstændig udrustet og færdig til Afmarsch. Vi stillede 2 Gange daglig i Kasernegaarden. Der var i den Tid en skrækkelig Folkestimmel i København af de mange indkaldte Mennesker, især var det slemt om Natten, for de fleste kunde ikke faa Logis. Flere blev da ved en og anden Lejlighed arresterede af Politiet og flere Slagsmaal fandt Sted. Paa den meget store Gymnastikplads langs med Gothersgade laa henved 4000 Mand i Julen hver Nat og ligeledes i Hestegardens "Ridehus", der laa ogsaa mange. Jeg for mit vedkommende fandt det paa en anden Fod, jeg havde nemlig en god Ven i Byen, N. Jensen, Spejlsby, som vidste, jeg var indkaldt, den første Dag traf han mig ikke. Jeg fik Logis i Stormgaden hos en Værtshusholder Hansen, et meget godt Logis paa Gulvet. Den næste Dag traf N. Jensen mig, han sagde: Nu følger du med mig, jeg afhentede mit Tøj i Stormgaden og fik Kvarter hos ham under hele Tiden mens jeg havde mit Ophold i København. Det var hos en Værtshusholder Hansen i Borregaden, en meget flink Mand og Kone. De vilde ikke have noget for vores Bespisning, og N. Jensen vilde ikke have noget for sin gode Seng, han havde opvartet mig med. Imidlertid havde vi faaet en hel Del af vores Tøj og havde det paa for første Gang til Parade for vor afdøde Konge, den Dag samme blev ført fra Byen. Vort Regiment stod opstillet på Vesterbro og saa det mægtige store Ligfølge passere over Broen, hvilket godt varede 4 Timer. Endelig nærmede sig den for os længe forventede Dag, at vi skulde afmarschere til Holstein.                                                                                    Undervejs til Hæren i Slesvig. Om Aftenen den 21. December fik vi Ordre til Afmarsch den næste Dag, vi stillede saa med fuld Udrustning den næste Morgen Kl. 8, da jeg blev forsat fra 4. til 7. Kompagni for bestandig. Da Klokken var 9, blev Bataillonen formeret i Sølvgaden, og vi afmarscherede langs Volden og ud af Vesterport og til Jernbanegaarden. Ved Ankomsten til Banen blev vi opvartet med Cigarer til Afsked af en del Borgere, som havde indfundet sig der for at hilse af med Familie og gode Venner. Altsaa den 22. December om Middagen Kl. 12 tog vi Afsked med københavnerne, mangen her for sidste Gang, mangen her anede ikke i dette Øjeblik, at de skulde til Slesvig og lægge deres Ben. Nu begyndte Toget at glide saa smaadt med os, man hørte ikke andet end en vedvarende Masse Hurraraab. Det var den Dag fra Morgenstunden noget uroligt Vejr med Frost og Sne, hvilket tiltog i Løbet af Dagen. Da vi havde kørt en Tur og endelig naaede Taastrup Stationen kunde vi ikke komme længer, der blev straks telegraferet til København efter nok et Lokomotiv, hvilket vi straks erholdt. Nu kørte vi videre, men Vejret blev værre og værre, til sidste endog saa galt, at Toget ikke kunde passere mod Vinden. Henimod Aften kom vi endelig saa vidt, at vi naaede Stationen udenfor Slagelse. Nu kunde vi ikke komme længere paa Grund af Stormens Tiltagelse i Hurtighed, det blev til sidst en rædsom Orkan, Huse faldt om, Telegrafstænger var omblæste. Toget gjorde nu holdt, og vi beordredes til at stige ud af Vognene, vi marscherede saa ad Slagelse til og ankom dertil Kl. 9 om Aftenen, jeg tillige med en Underkorporel, en Forpagter Anton Jørgensen fra Langeland, blev indkvarteret hos en Smedemester Sørensen, det var en ægte dansk Soldaterven. Han opvartede straks os med, hvad Huset formaaede, der blev ikke holdt noget for godt. Om Aftenen fik vi smurt Mad med de behørige danske Drammer, imens vi nød det, havde hans Børn tillavet en god varm Beuf med Tilbehør, vi spiste. Saa spurgte Manden os ud, hvilket vi nu helst ønskede at drikke, enten Puns eller Kaffeknægt. Jeg for mit Vedkommende ønskede en Kaffeknægt, hvilket vi modtog. Forpagteren sagde ingenting, men han tænkte vist, at begge Dele er godt. Dernæst gik vi i Seng. Om Morgenen vækkede Manden os med Kaffe paa Sengen. Efter at have nydt den stod vi op og klædte os paa og fik vores varme Frokost. Vi vilde saa betale, hvad vi havde faaet, men han svarede, at det, vi havde faaet hos ham, kostede ingenting, han havde selv været med i Krigsaarene 1848 - 49 - 50, og han vidste, at vi fik nok brug for vores Penge, naar vi kam til Slesvig. Vi takkede af med Husets Folk, de ønskede os al mulig Lykke og Held paa vor Rejse, og bad os om endelig at komme indenfor, naar vi engang kom tilbage. Vi stillede saa paa Torvet i Slagelse den 23. om Morgenen Kl. 6 og straks afmarscherede vi til Banegaarden, hvor vi med Toget fortsatte vor Rejse til Korsør. Ved Ankomsten til Korsør Kl. 9 om Formiddagen kom vi straks om Bord i Dampskibet "Hekla" (ialt 800 Mand). Den lettede straks Anker og gled saa smaat med os, bort fra Sjælland. Stormen var den Dag noget roligere. Vi sejlede den hele Dag, henimod Aften fik vi Øje paa Svendborg By paa Fyn, Skibet lagde an ved Broen, vi kom i Land og blev inkvateret. Jeg tillige med en anden Korporal ved Navn Larsen ( en Fynbo ) blev indkvateret hos en Smedemester Nielsen. Vi havde et meget godt Kvarter, med Bespisning uden Betaling. Den næste Morgen Kl. 6, den 24., stillede vi paa Torvet i Svendborg og afmarscherede straks igen til Dampskibsbroen, vi kom atter om ord paa "Hekla", den lagde ud fra Broen, vi hilsede af med Fynboerne og gik atter videre syd paa. Vi skulde forbi øerne Taasinge, Jordøen, Skarøen, forbi Faaborg og det meget skønne Als og ind i Flensborg Fjord, henad Eftermiddagen begyndte vi at kunne se Flensborg, og Kl. 3½ lagde vi an ved ovennævnte Sted.                                                                      I Slesvig foran Fredsbruddet. Vi kom saa iland, blev opstillede og marscherede til et Sted, som hedder Süder Markt eller paa dansk Syd Torvet. Nu skulde vi ikke længere for det første, en Indkvatering fandt strax Sted, jeg og saa Korporal Larsen ( en Sjællænder ), blev indkvateret i Storgaden hos en Bogbinder Eggert. Vor Vært var meget tysksindet, men særdeles flink mod os, vi fik et meget smukt møbleret Kammer til vor Raadighed. Konen, som kunne tale en lille smule Dansk, kom strax ind med Kaffe og Hvedebrød til os og sagde tillige, om vi vilde komme indenfor hos dem selv og spise Aftensmad, naar Kl. var 7, vi modtog Tilbudet og takkede. Det var meget fine Folk, men det lærte vi snart at kende. Hvad Værten og hans Kone angik, da havde vi det udmærket godt, med Hensyn til, hvad en Soldat kan fordre af en Kvartervært. Vi fik alt, hvad vi behøvede uden nogen som helst Betaling. Det var nu den 25. December 1863. Det er en Dag, som man i Almindelighed holder hellig, uden at foretage sig det mindste, men det blev ikke Tilfældet med mig den Dag. Om Morgenen ganske tidligt erholdt jeg Underretning om, at jeg skulde have Visitering i 5 Dage, det er en slags løbende Forretning, som skiftevis gaar imellem samtlige Underofficerer ved kompagniet, og som bestaar i, at bringe syge til Læger og paa Lazarettet, og også rundt til officererne med de daglige Forretninger, som forefalder i den militære Stilling. Nu begyndte vi her at gaa til Exersits, vi var ude hver Dag, om Formiddagen paa den saakaldte Exerserplads. Saaledes hengik Dagene mellem Jul og Nytaar for os. Nytaarsaften stillede vi til Lønningsparade og Appel, da vi fik ordre til Afmarsch næste Dag. Nytaarsmorgen Kl. 5½ stillede vi til Afmarsch og Kl. 6 afmarscherede vi fra Flensborg. Vor Marschbestemmelse var den Dag ansat til ½ Mil til en Landsby, som hedder Aageby, omtrent en Mil fra Mysunde. Vi naaede vort Maal, men med stor Besværlighed, det var en meget stræng Dag med Frost og Kulde, men der var ligegodt aldrig en tør Traad paa vore Skjorter af Sved. Mange blev trætte paa halv Vejen og kunde ikke mere. Ankommen til vort Kvarter vistes vi ud i Gaarden. Vi fulgte med ud paa en Lo, der var kun een Seng, den, sagde han, at jeg og den anden Underofficer skulde ligge i. Mandskabet derimod skulde ligge paa Logulvet i Halm lig en Flok Faar. Vi skælvede, men maatte tage til Takke med Lejligheden. Imidlertid havde Mandskabet lagt dem, da blev vi opmærksom paa, at der ikke var Plads nok for dem alle, de maatte saa ligge ovenpaa hverandre som de bedst kunde. Det var en haard Tur at ligge i Halm gennemsvedede, i saadan Frost og Kulde. Det var den første Gang, vi prøvede, hvad krigen medfører, nemlig ikke at komme af med Klæderne om Natten. Saa snart jeg vaagnede om Morgenen, stod jeg op og gik ind og akkorderede med manden om, hvad vi skulde give ham for hele vor Bespisning. Akorden blev 10 Sk. daglig foruden de 12 Sk. for vor Middagsmad, vi skulde saa have Kaffe om Morgenen med Smørrebrød og ligeledes om Aftenen, hvilket vi ogsaa erholdt, men det var saa simpelt at ingen kunde spise det, jeg vilde nu ikke spise der mere, betalte Manden hvad jeg skyldte ham og fik ingen Ting hos ham mere. Under resten af vort Ophold der i den nævnte By fik jeg min gode Mad for 24. Sk hos Kromanden i Byen. De første Dage vi var i den bestilte vi næsten intet, uden at sætte vort Tøj i Stand. Den 5. Januar marscherede vi igen 1½ Mil til en By, som hedder Tolk ud paa en Mark ved Istedskoven, der var hele Regimentet samlet. Det var første Gang, at vor Regimentskommandør og Brigadekommandør havde været samlet med os. Brigadekommandøren Oberst Wørrishøfer meddelte os, hvorledes vi skulde forholde os og enes med Holstenerne, som var imellem os, han var tillige overbevist om, at de skulde sikkert staa os bi, naar Tiden kom, at vi skulde ud mod Fjenden, han havde altid staaet ved 16. Regiment, men det viste sig snart, hvorledes de opførte sig med at løbe over til Preusserne og give dem Underretning om hvor Styrke og Stilling. Da han var færdig med sin Tale, red han og Regimentskommandøren, Major Wolle og deres Adjudanter, og siden efter, da vi havde faaet os lidt Forfriskning, marscherede vi igen til Aageby. Nu havde vi først Ophold der omtrent i tre Uger, og Tiden hengik meget hurtig, vi var næsten til Øvelse hver Dag fra Morgen til Aften, dels til Exersits, dels i Felttjeneste, til Læsning og Skiveskydning, en Gang imellem havde vi en Marschtur, en Gang om Ugen var vi i en Landsby, som hedder Loit, til Doctervisitation. Den 26. om Aftenen fik vi Ordre til at stille næste Morgen Kl. 5½, til denne Tid stillede vi og marscherede fra Aageby til en anden Landsby, som hedder Ranmark, Vejlængden var 4½ Mil, det var en Milsvej fra Flensborg, det var den Gang en frygtelig Vej, vi gik i Søl og Pøl lige til Knæerne, Støvlerne rendte tilsidst rundt paa Fødderne, vi naaede ikke ovennævnte Sted før Kl. 7 om Aftenen. Det var den anden Gang vi prøvede, hvad det var at marschere et lignende stykke Vej. Ankommen dertil blev vi som sædvanlig indkvarteret, jeg og Sergent Block, forhenværende Købmand Blocks Søn i Stege, blev tillige med 25 Menige indkvarteret hos en Bonde ved Navn Rasmus Rasmussen, det var et udmærket Kvarter, men det gode fik en hurtig Ende for mig, jeg var kun der den samme Nat og næste Dag, da fik Regimentet Underretning om, at det skulde afhente Forstærkningsmændene, som var sendte fra København, og idet Øjemed skulde hvert Kompagni sende to Underofficerer for at afhente nævnte Mandskab, jeg og Korporal Larsen fik den Bestilling og blev kommanderede til ufortøvet at gøre os færdige og gaa til en anden By, hvor vi samlede skulde køre til Flensborg. Vi gjorde os snart færdige og mødte i den By, hvorfra vi straks kørte. Vi ankom til Flensborg om Natten Kl. 2. Ankommen dertil gik vi straks til det saakaldte Commandantskabskontot, hvor vi skulde have Indkvateringsbilletter, hvilket vi straks erholdt. Jeg i Forening med tre af de andre fik Kvarter hos en Brændevinsbrænder E. Hausendrup i Søndergade, der havde vi det meget godt. Den næste Morgen ganske tidlig skulde vi møde ved Skibsbroen for at modtage Folkene, vi mødte, men der kom ingen Forstærkningsmænd, vi laa saa stille der i to Dage og ventede, imidlertid kom de, og vi var parate til Modtagelsen. Styrken, som vi skulde have, var over 800 Mand, som vi modtog, med Undtagelse af nogle enkelte Stykker, som ved Sygdom var forhindrede i at komme med. Bestemmelsen var nu vi skulde blive i Flensborg indtil nærmere Befaling, vi maatte saa indkvartere dem. Den næste Dag stillede vi og indkaldte dem til de forskellige Kompagnier, 100 Mand til hvert, og saaledes fik vi snart ordnet alt. Men saa fik vi Befaling, at vi skulde komme med dem. Den 31. Januar marscherede vi saa fra Flensborg til en By, som hedder Satterup, derfra gik vi videre men samtidig stødte vi paa vort øvrige Regiment, som igen skulde flytte ad Dannevirke til. Efter bestemmelsen traf vi som sagt dem og fortsatte i Forening vor lange Marsch, vi gik hele Dagen, langt ud paa Aftenen naaede vi igen vort gamle Standkvarter Aageby i Sydangelen, jeg blev denne Gang indkvarteret hos en anden Mand, en Husmand, der havde jeg det ogsaa meget godt, men det fik ogsaa en meget hurtig Ende. Vi kom dertil den sidste Januar og den 2. Februar begyndte Krigens tordnende Kanoner at lade sig høre ved Mysunde, da anede vi først, at vi skulde med i Kampen, vi havde ikke før tænkt, at det havde naaet saa vidt.                            Krigen begynder. - Kanonerne ved Mysunde. - 12 Timer i øsende Regn. - 64 Granater i een Time.   Saa snart vor Kompagnicommandeur havde hørt Skydningen, erholdt vi øjeblikkelig Befaling til at holde os parate til hurtig Udrykning, henimod Aften fik vi Ordre til at stille med alt vort Kram. Vi marscherede nu ad Slesvig til, og kom til en Landsby, som hedder Scholleby, omtrent ½ Fjerdingvej fra Slesvig og ½ Fjerdingvej fra Slien. Vi ankom dertil Kl. 12 om Natten, blev indkvateret 100 Mand hos hver Bonde, det vil sige vi kom ind i et Hus under Taget, men med den Befaling at ingen måtte lægge sit Lædertøj. Vi gik i Seng med Klæderne paa, sov saa godt vi kunde i henved 2 Timer, da blev vi pludselig alarmeret og blæst ud. Vi marscherede noget nærmere Slesvig, kom ind paa en Mark og stod der i 10 a 12 Timer i et øsende Regnvejr, vi var gennemvaade. Henad Eftermiddagen kom vi atter til Scholleby, den 4. Februar stiller vi igen og stod paa Marken som Reserve, men da Klokken var 9, fik vi Ordre til at marschere til Slesvig. Ved Ankomsten dertil blev mit Compagni beordret til at marschere ud paa den lille ø, Maageø, som ligger i Slien mellem Slesvig By og Landet ved den anden side. Vor Opgave var at dække Kanoner, hvis Fjenden muligen vilde slaa Bro over. Det var første Gang vi lugtede det tyske Krudt, de sendte os 64 i en Time af deres uvelkomne Granater, vi slap med Tabet af en Mand, som blev meget let saaret i det ene Laar. Om Aftenen i Mørkningen blev vi afløste af et Compagni af 15. Regiment. Vi marscherede nu igen tilbage til Scholleby, men maatte snart ud igen og saaledes gik det Dag for Dag og Natten med.                                                                                          Dannevirke rømmes. Den 5. om Aftenen stillede vi igen som sædvanlig, Kaptajnen sagde at vi skulde afmarschere, men hver Mand skulde forholde sig saa roligt som mulig og alle skulde sørge for at komme med. Ingen vidste hvad det skulde betyde, og ingen vidste, hvor vi skulde hen, vi marscherede eller rettere sagt, vi løb, snart mærkede vi, at vi vendte Ryggen mod Fjenden og gik ad Flensborg til, da anede vi først, at vi rømte Dannevirkestillingen, vi marscherede nu den ganske Nat, om Formiddagen omtrent Kl. 9½ ankom vi næsten tæt til Flensborg, der gjorde vort Regiment Holdt. Vi troede, at vi skulde have været ind i Byen og faaet nogen Mad og Hvile, men det blev ikke tilfældet, vi maatte straks udsætte Poster imod Fjenden, som forfulgte os. Vi stod nu den meste Dag, da Kl. var 3 om Eftermiddagen, maatte vi igen marschere en Mil ud imod den Side, hvorfra vi ventede Fjenden, nemlig fra Mysunde for os om muligt at møde ham og holde ham saa længe som muligt, men til alt Held for os mødte vi ham ikke, vi marscherede saa imod Flensborg igen, men i Stedet for at komme ind i Byen, drejede vi til Højre og gik hen til en Landsby, der hedder Tostrup, som ligger imellem Flensborg og Holnos, fra Holnos er Overgang til Als fra Angelen. Vi naaede nævnte Landsby i Mørkningen, blev saa indkvarteret 250 Mand hos hver Bonde, vi troede, at vi nu skulde faa en ordentlig Søvn, hvilket vi saa højligt trængte til, men det blev endnu den Gang afslaaet. Regimentscommandøren havde erholdt Efterretning om, at Preusserne ikke var en halv Mil fra os med en Styrke paa henved 20,000 Mand, vi maatte straks paa Feltvagt igen, det var en daarlig Fornøjelse og tilmed et frygteligt Vejr med Frost og Sne, men her var ingen Ynk. Da Klokken var 2 om Natten blev Feltvagterne trukne ind, vi stillede Kompagnivis, da alt var samlet, commanderede vor Kaptajn, Premierløjtnant Toldberg, "Bajonetten paa", og derefter "Løb", vi løb nu alt, hvad vi kunde derfra og op igennem Flensborg.                                                                                 En, der narrede Preusserne. En Menig af vore meldte til Kaptajnen, at han var syg og ikke kunde med, langt mindre løbe, Kaptajnen rystede paa Hovedet og sagde, at saa maatte han blive tilbage, der var ikke andet at gøre, men han blev saa rimeligvis taget til Fange af Fjenden. Altsaa han blev og lagde sig til Ro igen, om Morgenen kom Manden paa Gaarden og vækkede ham og sagde, at han i Dag skulde køre til Flensborg, hvis han vilde med, saa maatte han godt køre med ham. Manden vidste godt, at Preusserne snart kom, og da var det ikke raadeligt for ham at have en dansk Mand i sin gaard. Han fik ham overtalt til at køre med, for at blive af med ham, da de havde kørt et lille Stykke Vej, blev Bonden opmærksom paa, at der kom 10 Preussiske husarer ridende paa en Vej, som løber tværs over Landevejen, hvor de kørte, Bonden sagde, at nu kunde han ikke have paa Vognen mere, for der kom en fjendtlig Patrolje, han maatte nødages til at staa af, og se hvorledes han bedst kunde redde sig, skønt han daarligt kunde gaa, imidlertid var de Husarer forbi, og han begyndte at glide saa smaat igen, men ganske kort han kun gaaet, førend han saa flere Husarer, men som denne Gang kom lige imod ham. Hvad skulde han nu gøre? I sin Angst sprang han over Hegnet og dækkede sig bag samme, det lykkedes ham godt, de red forbi, uden at opdage ham. Men nu mærkede han, at han ikke kunde komme længer, da Preusserne var komne længer og tættere frem. Han opdagede imidlertid en Herregaard, spm ikke laa langt borte, hvilken han begyndte at gaa efter. Paa Vejen derhen kom en forbi en stor Mærgelgrav, der tog han den Beslutning at smide alt sit Tøj, baade Kongens og sit eget, hvilket han saa gjorde. Nu gik han videre og naaede Gaarden. Folkene paa Gaarden var saa skikkelige, skønt de var tyskere, at de lod ham faa nogle gamle civile Klæder. Nu kastede han Resten af sine militære Klæder og iførte sig de andre. Herefter gik han til Flensborg. Da han naaede dertil, gik han straks til Havnen, han tænkte, at han nu nok kunde slippe og komme med et af vore Skibe til Als eller Fyn. Men da han kom til Havnen havde Preusserne og Østrigerne besat Havnen. Han gik saa derfra og op til sin gamle Vært, en Værtshusholder, som ikke boede langt inde i Byen. Da han ikke godt kunde gaa paa Grund af sin Sygdom og der tillige var svær Trængsel af fjendtlige, gik Tiden langt ud, men han naaede da sin gamle Vært. Da han kom ind i Stuen, var hele Huset opfyldt af fjendtligt Militær. Manden, som saa og genkendte ham, vinkede til ham, at han skulde gaa ud i køkkenet. Han fortalte nu Manden sine Hændelser, og denne lovede, at han nok skulde hjælpe ham tilbage til den danske Armè, hvis det var ham muligt. Han opholdt sig der nogle Dage og gik mellem Preusserne, naar en spurgte, hvad han var for en Person, svarede Manden paa Tysk, at det var en, som havde arbejdet paa Jernbanen, men som nu paa Grund af Krigen var opholdt, de lod sig nøje med det, Manden sagde. Nu sagde han en Morgen til sin Vært, at det var bedst, han prøvede paa at komme Hjem, Manden gik saa ud ad Landevejen. Det gik godt en lang Tur, men da de naaede ud til de fjendtliges yderste Kæde, maatte de ikke komme længere for Posterne, de maatte saa tilbage igen, da de mødte nogle preussiske Officerer. Borgeren fra Flensborg spurgte dem ud, om ikke denne Person maatte gaa igennem Kæden, det var en fattig Mand fra Fyn, som havde arbejdet ved Jernbanen, og som nu gerne vilde Hjem til sin Familie. En Løjtnant saa noget paa ham, men tog et Stykke papir op af sin Lomme og rakte ham, han takkede, og fik nu Tilladelse til at passere igennem, han rejste nu Hjem til sin Kone paa Fyn og opholdt sig der en 14 Dages Tid, han tog saa med Dampskibet fra Faaborg til Sønderborg og meldte sig atter til Tjeneste ved Compagniet, glad over at være sluppet godt fra dem den Gang.                      I Dybbøl Skanser - Kvartererne paa Als. - Forposttjeneste. - I Kamp i yderste Forpostkæde. Vi andre ved Regimentet løb som sagt helt igennem Flensborg uden Mad og uden noget at drikke og uden Søvn i to Nætter og meget ømme Lemmer. Lidt ude paa Vejen fik vi et kort Hvil, Folkene lagde sig ned paa Vejen i Sneen, lig Kreaturerne, meget udmattede, men de maatte straks op igen og fortsætte Marschen ad Sønderborg til. 5 Mil havde vi dertil, med Fjenden i Ryggen paa os, men endelig langt om længe naaede vi Dybbøl Skanser om Aftenen Kl. 6. Vi havde nu en halv Mil til Sønderborg, men vi tænkte, at naar vi kom dertil, var Tiden endelig kommen, at vi skulde have Ro og Hvile en Nat. Men det kunde endnu ikke tillades os, i Stedet for at komme ind til Sønderborg, maatte vi straks paa Skansen Nr. 9 paa Vagt. Kompagniet marscherede nu ned i Dybbøl By for at inddeles til Skansevagt, da vi kom derned spurgte Mandskabet Officererne ad, om de ikke skulde have noget at spise. Kaptajnen svarede: Vi har heller ikke noget, heller ikke en Pibe Tobak, men vi maa bie til i Morgen. Den næste Dag kom vor Fører ud med Beskøjter og røget Flæsk hvilket vi modtog med Begærlighed. Vi maatte nu blive paa Skanserne 8.,9. og 10. Februar. Den 11. Februar om Middagen blev vi afløste af 15. Regiment. Vi marscherede nu til Sønderborg, hvor vi skulde indkvarteres. Jeg tilligemed 600 Mand af Regimentet blev indkvarteret hos Købmand Kayberg, der var et farligt roderi mellem saa mange Tropper. Jeg og en Korporal gik straks i Byen for at faa os nogen varm Mad, vi gik hele Byen rundt, men vi kunde hverken faa varm eller kold Mad, Folkene havde ikke en Gang noget til dem selv. Imidlertid fik vi os en Kop Kaffe hos en Værtshusholder Larsen og tillige lejede vi os et Kammer med Seng hos ham paa vor egen Regning. Den 11., 12. og 13. Februar havde vi nu Kvarter i Sønderborg, om Dagen gik vi paa Arbejde i Dybbølstillingen og kom ind til Lejren hver Nat. Den 14. marscherede vi igen paa Forpost, vi kom paa en Feltvagt en Mil fra Sønderbog og stod i Stenderup Skov. Fjenden angreb den dog ikke. Næste Dag blev vi afløste og trukken tilbage til Dybbøl, hvor vi stod i Reserve. Den Dag angreb Fjenden, og vi maatte straks i Kæde, men Fægtningen ophørte snart og Fjenden trak sig tilbage, og vi kom ind til Dybbøl igen. Den næste Dag blev vi afløst og kom paa Skanserne, hvor vi var til næste Middag Kl. 12, nu blev vi afløste og kom til Sønderborg, men straks videre paa Landet paa Als, til en Landsby, som hedder Stilbro, to gode Mil fra Sønderborg. Vi marscherede den Dag igennem Augustenborg. Den næste Dag fik vi igen tilladelse til at spasere, vi marscherede til en anden Landsby Meels, en Fjerdingvej fra den lille Købstad Nordborg, der fandt jeg et godt Kvarter hos en Mand, som hedder J. P. Christensen. Den 22. var Kommandersergeant Plato med 44 Menige paa Strandvagt ved Alssund paa Færgegaarden Herritshøi. Da vi havde været der i 24 Timer, blev vi afløst af 17. Regiment og kom tilbage til vort Kvarter, men da fik vi igen Ordre til at flytte. Om Eftermiddagen afmarscherede vi igen tilbage til Stolbro, ankommen dertil blev jeg og Kommandersergeanten og to Underkorporaler indkvarteret hos Smeden i Byen. Da Smeden og hans Kone hørte, at jeg var fra Møen, vilde de endelig have, at jeg den næste >Dag skulde spasere med dem ud til en anden By for at besøge deres Familie, en Mand som ogsaa var fra Møen. Det vilde jeg gerne, men den næste Dag, da jeg kom til min Kompagnikommandant for at erholde Tilladelsen, nægtede han mig det, og jeg maatte saa naturligvis blive fra Besøget. Den Gang havde vi det saaledes, at vi var paa Forpost i tre Dage og paa Landet i 6 Dage, senere blev det forandret. Imidlertid var den gode Tid til Ende, og den 28. stillede vi om Morgenen Kl. 3½ for at marschere paa Forpost. Kl. 9 om Formiddagen var vi i Dybbøl og afløste de Regimenter, der havde haft deres Tur. Nu var Tiden inddelt saaledes, at vi var paa Forpost 6 Dage ad Gangen og ligeledes paa Landet. Den første Dag af denne Forposttur laa vi i Barakkerne bag Skanserne, den anden Dag var vi i Sønderborg, som Reserve, den 1. Marts om Morgenen Kl. 7 rykkede vi ud igen og stod den Dag som Vedet, den 2. blev vi afløst og kom ind paa Skanserne, den 3. kom vi igen til Sønderborg. Mandskabet fik alle Kvarter paa Slottet, jeg og 10 andre Underofficerer af vort Regiment blev indkvarteret i Byen hos en Værtshusholder i Stadt London. Den 4. om Morgenen Kl. 7 afmarscherede vi igen, vi skulde den Dag have yderste Forpostkæde, og stod paa Vagt ved Ragebøl. Om Morgenen Kl. 7 angreb Fjenden vore Vedetter og kastede dem hurtigt tilbage. Vi kom straks alle i Ilden, men maatte vedblive at retirere for Overmagten, efter 3½ Times Fægtning trak Prøjserne sig tilbage og vi indtog vor gamle Stilling igen. Vort Tab var den Dag ikke stort. Kl. 12 blev vi afløst af det 5. Regiment, og nu var denne Forposttur til Ende. Vi marscherede straks efter Sønderborg og videre paa Landet. Denne Gang kom vi til den anden Side paa Als. Vejen var 2 Mil. Vi skulde til en By, som hedder Vibøge, vi kom dertil Kl. 7½ om Aftenen. Jeg og vor Vaabenmester, Sergeant Brocks og Korporal Jensen blev indkvarteret tilsammen hos den unge Gaardejer Bendixen. Vi havde det meget godt, men ellers en daarlig By for Soldaterne at være i, baade paa den ene og den anden maade. Vort Ophold var her som andre Steder, sædvanlig i 6 Dage. Tiden gik med Istandsættelsen af vort Tøj, den 7. Marts blev jeg udcommanderet, jeg skulde møde med Heste og Vogn i Augustenborg om Formiddagen Kl. 2 for at modtage Fourage bestaaende af Hø, Halm og Havre til Kompagniets Heste, den Dag saa jeg det meget omtalte Slot, som Hertugen af Augustenborg før har beboet, men som for Tiden afbenyttedes som Feltlazaret for syge og saarede Krigere ved Armeen. Efter at jeg havde gennemset denne lille By, vendte jeg tilbage til Sønderborg.  
Næste