Drejø Siden
Home Lidt om Øen Naturen Til Minde Om Kaj Billeder fra Drejø Krigen 1864 Link til gode sider Gæstebog Øen midt i verden
Livet på to af småøerne i det sydfynske øhav, Skarø og Drejø, har til tider været et barsk liv med tre meter stormflod i 1872, isvintre og høj børnedødelighed. Men på de små øer midt i øhavet stod - og står - man sammen. Øerne har også fælles færge, som sejler fra Svendborg Havn flere gange om dagen. Står man tidligt op, kan turen gøres på en dag, men ellers er der også mulighed for at tage teltet med og afprøve ølivet. Drejø blev skabt for over 7.000 år siden, da havet steg. Et fastland blev forvandlet til et øhav. To af øerne var “Skoven” med kuperet terræn og “Drejø” med fl ade fl ader. Siden har havet samlet dem med et drej, som består af sten og grus fra havet. Et drej hedder også dragh - eller draghø. Det er historien om navnet Drejø. På vestkanten af Skoven får du et flot overblik over øhavet fra klinterne. På Drejø er den største seværdighed noget, der ikke længere er der - nemlig en landsby, der brændte Skt. Hans aftensdag i 1942. Katastrofen, alle frygter, når de bor i bindingsværkshuse, blev til virkelighed. Flammerne slugte 11 gårde og syv huse, og 100 mennesker blev hjemløse. Heldigvis var der ingen, der døde og ved fælles hjælp blev byen bygget op igen. På museet Gl. Elmegård kan du nyde en kop kaffe og få en rundvisning i gårdens gamle stuer og stalde, mens du lærer mere om branden og øens historie. I mange år måtte Drejøboerne ud at sejle, når de skulle døbes, giftes, begrave deres døde eller blot i kirke om søndagen. De sejlede den lange vej til Ærø. Sejladsen kunne være farlig, især om vinteren, da den foregik i små både og joller. I 1535, tre år efter at to familier druknede på vej til barnedåb i Ærøskøbing, fik øboerne lov af kongen til at bygge deres egen kirke. Skarø betyder ”udfald i havet ved randen af sejldybet”. Øboere har boet på den lille ø med dens 8.4 km lange kyst i flere omgange. Vejr og vind har bestemt til alle tider, og på de fleste visitkort har der stået landmand og fisker. Nu om stunder er der blandt andet tilføjet købmand, isproducent og festivalarrangør. Den populære Skarø-festival i juli samler øen og trækker mange musik-elskere til. Indtil Skarøboerne i 1900 fik deres egen kirke, måtte de sejle til Drejø for at få kirkelige velsignelser. Også de døde skulle sejles til Drejø kirke for at finde den sidste hvile. Men øboerne tog det sure med det søde. Når mennesker mødes opstår sød musik. Sejlturene – tvunget af omstændighederne – har ført til mange romantiske møder mellem de to små øer. Preben lensgreve Bille-Brahe (25. februar 1773 i Odense – 21. september 1857 på Hvedholm) var en dansk godsejer. Han var søn af Henrik Bille-Brahe og dennes tredje hustru, Caroline Agnese Raben, blev født 25. februar 1773 i Odense. Han besøgte latinskolen sammesteds, blev student og studerede derpå ved universitetet i Göttingen. Efter sin hjemkomst 1793 lod han sig militært uddanne og trådte som løjtnant ind i Hestgarden. Da han trak sig tilbage fra den aktive tjeneste 1798, udnævntes han til major ved landeværnet. Han ophøjedes 9. maj 1798 i grevestanden, idet han oprettede Grevskabet Brahesminde, der består af stamhuset Hvedholm med godserne Damsbo, Stensgaard og Østrupgård samt øerne Avernakø og Drejø. Desuden grundede Bille Brahe 1811 for sin næstældste søn Stamhuset Egeskov, hvilket hans fader havde købt, og 1805 erhvervede han Svanholm i Horns Herred, der tilfaldt hans tredje søn som arv. Han var blandt de "erfarne" mænd, som Frederik VI sammenkaldte 1832 for at indhente deres betænkning om den året forud bebudede stænderforfatnings enkeltheder. Han var kongevalgt medlem af den første roskildske stænderforsamling og gjorde her regeringens finansregnskab til genstand for kritisk behandling, ligesom han også med interesse tog sig af landsbyskolelærernes kår. Han var som godsejer en overordentlig dygtig administrator, der lagde megen humanitet for dagen i forholdet til bønderne, hvorfor han også var højt skattet af disse. Han indlagde sig store fortjenester som patron for Odense Adelige Jomfrukloster, hvilket han doterede med betydelige summer af sine egne midler. Bille-Brahe fik titlerne kammerherre og gehejmekonferensråd og dekoreredes med Storkorset af Dannebrogordenen. Han døde på Hvedholm 21. september 1857. Hans bønder rejste mindesmærker for ham på alle tre godser. Bille Brahe var tre gange gift, 1. (1796) med Eleonore Sophie baronesse Rantzau (død 1800), 2. gang (1816) med Johanne Caroline Vilhelmine Falbe (død 1823), 3. gan (1824) med Brigithe Susanne (Sibylle) komtesse Schaffalitzky de Muckadell (død 1876). Drejø Drejø er den største ø i sognet af samme navn, der desuden består af øerne Skarø, Hjortø og Birkholm. Den ligger i Sunds Herred næsten midt imellem købstæderne Svendborg, Faaborg ogÆrøskøbing i det sydfynske øhav. I slutningen af 1700-tallet var øen ejet af herskabet Bille Brahe på Hvedholm, som i 1766 havde købt den af Sophie Krag på Egeskov.I folketælling 1787 levede der i alt 227 mennesker på Drejø. De boede allesammen i Drejø By, der var øens eneste. I denne labyrint af bygninger fandtes 1 præstegård, 26 gårde og 16 huse.Hovedindtægtskilden var kornavl, og i slutningen af 1700-tallet foregik der en livlig handel mellem Drejø og de nærmeste købstæder.Drejøs jorder blev først udskiftet omkring 1833, så i 1790’erne havde hver bonde stadig sin fæstejord fordelt på mange små agre rundt omkring på øens tre marker: Vestermark, Østermark ogSkoven. Jorden langs vandet blev brugt til græsning af øens dyr. På Drejø rettede man sig i fællesskabets tid efter en bylov fra 1705. Den var udarbejdet med hjælp fra øens daværende herskab på Egeskov og underskrevet af samtlige Drejøs gårdmænd. Bystævnet, hvor øens bønder samledes og vedtog nye vedtægter, blev holdt på en åben plads ved øens majtræ midt i Drejø By. Her fik man rigeligt at diskutere, da øen i slutningen af 1700- årene fik en ny præst. Præsten og oldermanden Jacob Christensen var en ung præst, der var blevet ansat på Drejø i 1788. Han var født i 1757 i Køng Sogn som søn af håndværkeren Christen Tømmermand, og han havde derfor selv i sin barndom levet på lige fod med bønder og husmænd. Men som vi skal se, gjorde det ham ikke bedre til at forstå Drejø Sogns beboere. Oplysningstidens præster var ofte belæste mennesker, der bragte nye tanker ud til folket. Hr. Christensen tilhørte denne skare, for allerede få år efter sin ansættelse ser vi, at han prøvede at ændre sognets skik og brug og føre befolkningen ind i en ny tidsalder. Fx satte han sig nøje ind i sine præsterettigheder og slog hårdt ned på uoverensstemmelser mellem disse og de faktiske forhold. I 1791 forsøgte han således at få bønderne på Drejø til at udbetale ham hans korntiende in natura, dvs. i naturalier. De ydede i forvejen hans løn efter et par gamle kontrakter fra 1589 og 1693, og det er klart, at de ikke ønskede forandringer. Kontrakterne havde de nemlig rettet sig efter siden Arilds tid, og gammel sædvane skattedes højt. Men mest af alt var det vel et spørgsmål om økonomi, da de ved at følge loven måske kom til at tiende mere end tidligere. Det er svært at vurdere ud fra de bevarede kilder. I 1791 eller begyndelsen af 1792 anmodede hr. Christensen desuden bønderne om, at han gerne ville have præstegårdens jorder udskiftet. Han havde formentlig fulgt udviklingen i resten af Danmark og set, at de store jordreformer gavnede økonomien - både for landet og for de enkelte jordbrugere. Fornyelseskulle der til, mente han tydeligvis. Flere gange siden sin ansættelse havde han også nægtet at følge Drejø Bys viderog vedtægter. For selv om han var præst, tilhørte han fællesskabet og skulle rette sig efter de kollektive bestemmelser. Dette ses meget tydeligt på ”Bysens Bræt” fra 1776. Her er alle gårdenes bomærker indskåret, så oldermanden med et stykke kridt kunne angive hvem, derskyldte hvad i bøde. Nederst findes også præstegårdens bomærke, hvilket viser, at sognepræsten på lige fod med gårdmændene var underlagt byloven. Han havde som sine byfæller jord i bymarken og dermed samme forudsætninger for at tilhørefællesskabet samt retten til en plads på bystævnet. I 1792 hed oldermanden Niels Rasmussen. Han havde ”efter gammel Sædvane” betrådt embedet Aske Onsdag, hvilket det år faldt på den 22. februar. Oldermandens stilling, der var forbeholdt gårdmænd, gik på omgang fra nabo til nabo, og hver mand sad eet år ad gangen. Niels Rasmussen var født samme år som præsten, nemlig i 1757, og var altså som han i midten af 30’erne. I 1790 havde han fæstet gården matr. 27, der ikke lå langt fra præstegården,efter sin kones stedfar. Han skulle som oldermand få præsten til at betale græsningsafgiften. Ellers kunne han risikere at tabe ansigt over for de andre gårdmænd, og det var slemt i et så lukket samfund. Som et resultat af sine lovovertrædelser samt sine øvrige forhold blev hr. Christensen generet af bymændene med oldermanden i spidsen og udstødt af fællesskabet. Det kom til at stå på i årevis.
Næste side