Drejø Siden
Home Lidt om Øen Naturen Til Minde Om Kaj Billeder fra Drejø Krigen 1864 Link til gode sider Gæstebog
                                                                     Øbojollerne:                    Som øbo kan man næppe bo på en ø uden at kende til det at sejle. Transport til og fra                    fastlandet og med vand hele vejen rundt, samt gode muligheder for fiskeri, har næsten                    tvunget øboerne ud på havet. De tidligste tiders småbåde ved vi kun lidt om. Vi skal op i                   1800-tallet, før vi får kendskab til bådene fra småøerne. Sandsynligvis har hver gård haft                    sin egen jolle, idet der til hver gård var tilknyttet en afmærket fiskerettighed                    Ålegårdsretten), som på Drejø holdt sig til omkring midt i 1970èrne.                    Indtil 1883, hvor Drejø fik den første dampdrevne passager- og fragtbåd, foregik al                    transport mellem øerne med de store, klinkbyggede øbojoller, som hovedsagelig blev
                                                               Øbojollerne: Som øbo kan man næppe bo på en ø uden at kende til det at sejle. Transport til og fra fastlandet og med vand hele vejen rundt, samt gode muligheder for fiskeri, har næsten tvunget øboerne ud på havet. De tidligste tiders småbåde ved vi kun lidt om. Vi skal op i 1800-tallet, før vi får kendskab til bådene fra småøerne. Sandsynligvis har hver gård haft sin egen jolle, idet der til hver gård var tilknyttet en afmærket fiskerettighed Ålegårdsretten), som på Drejø holdt sig til omkring midt i 1970èrne. Indtil 1883, hvor Drejø fik den første dampdrevne passager- og fragtbåd, foregik al transport mellem øerne med de store, klinkbyggede øbojoller, som hovedsagelig blev bygget på Drejø. Øbojollerne spillede en stor rolle for de ellers isolerede småøer. De var deres livsnerve til omverdenen. Det var store, sorte joller med et eller oftest to smakkesejl. De blev bygget på øerne, helst på Drejø, som havde haft en professionel bådebygger i hvert fald siden sidst i 1700 – tallet. Drejøjollerne var efterspurgte p.g.a. deres sødygtighed, lasteevne og gode sejlegenskaber. De var klinkbyggede åbne og spidsgattede egetræsjoller, fyldige i forskibet og slanke i agterskibet. På øerne i Det sydfynske Øhav var gårdene delt op i bådelaug. Op i 1800-tallet havde Lyø´s 24 gårde tilsammen 4 bådelaug med hver en øbojolle. De havde navne, og hed ”Fruebåden”, ”Bredebåden”, ”Jagtbåden” og ”Pelikanen” (men da den altid kom til sidst, som bærmen i bunden af en øltønde, blev den omdøbt til ”Bærmebåden”). ”Jagtbåden” blev bygget på Drejø i 1872, og var utrolig velsejlende. Hvor de andre både blev bygget, ved man ikke. Hvor mange bådelaug Drejøs 27 gårde har haft, vides ikke. På Skarø havde de 11 gårdmænd 2 bådelaug med hver 1 smakkejolle, og husmændene havde 1 laug med 1 jolle. På Fiskeri og søfartsmuseet i Esbjerg er bevaret en to-smakkejolle fra Hjortø, om den har tilhørt hjortøboernes bådelaug, ved jeg ikke? At Birkholmerne også har brugt smakkejollerne ved vi bl.a. fra J.E.C.Rasmussens malerier fra 1880érne, hvor han har portrætteret adskillige fastboende birkholmere i store øbojoller, men hvor mange øen har haft, ved vi ikke. Marinemaleren Jens Erik Carl Rasmussen (1841-1893) fra Marstal, har o. 1882 bl.a. malet en serie på 3 malerier af sejladser fra Birkholm til Drejø, som giver et godt indtryk af de store øbojollers udseende og et eminent tidsbillede. Serien kaldes: ”Den første Rejse” – ”Bryllupsfærd” og ”Den sidste Rejse” – alle med dalevende personer fra Birkholm. Øbojollernes almindeligste rigning var to master med sprydstagesejl, som er et firkantet sejl med en stage fra mastebunden diagonalt over sejlet til hjørnet af sejlet – kaldet et smakkesejl. Det agterste smakkesejl stod på en mast lige foran rorpinden, og var normalt lidt større end forsmakken. På ”Jagtbåden” kunne man sætte et smakkesejl mere på, denne var således en tre-smakke. Bådenes længde lå fra 6,4 til 7,7 m svarende til 20,4 til 24,6 fod. Bredden lå fra 2,3 til 2,7 m svarende til 7,3 til 8,7 fod. I bunden udvendig fik bådene kultjære, ellers trætjære, bortset fra den øverste planke, der var grønmalet. Avernakø- og Drejøboernes joller var behandlet på samme måde. I 1880érne begyndte man at male bådene lysegrå udvendig på Lyø og på Avernakø, medens Drejøboerne fortsatte med trætjæren. Fra 1880-erne gik mange af bådene væk fra smakkesejlet og over til én mast med gaffelsejl, fok og klyver på løs klyverbom. På Drejø endte to af de sidste øbojoller som tag på fiskerhusene ved Gl. Havn. ”Anders Pedersen fra Lyø, der sejlede med ”Bredebåden”, sagde at denne ikke havde nogen god agterende. Den skulle man passe, for den bar for lidt. Bådene, der var bygget på Drejø, var noget bedre på dette punkt. ”Jagtbåden” og ”Løkkens Prøve”, der begge var bygget på Drejø, har ikke været så skarpe i agterenden, som de andre. To-smakkejollen fra Hjortø, som opbevares på Fiskeri og søfartsmuseet i Esbjerg er bygget sandsynligvis 1860 – 1870 på Drejø af ”Skibbygger” familien? (Drejø havde 2 ”Skibbyggerfamilier”) Smakken fra Hjortø er smallere og lidt kortere end ”Lykkens Prøve”, men har den samme stejltstående kølplanke, hvorved bådenes tværsnit bliver S-formet. Det er sandsynligt at tosmakken fra Hjortø og ”Lykkens Prøve” er bygget af samme bådebygger, stævnenes forløb på Hjortøbåden er derfor overført til ”Lykkens Prøve”. Sidstnævnte var postbåd på Lyø. (Hans Henrik Jørgensen, Lyø) Sejlads mellem øerne i Drejø Sogn: Fra Drejø sejlede man hovedsagelig ud fra den lille havn i Vigen på øens nordside, hvor der siden begyndelsen af 1800-tallet har ligget en lille naturhavn godt i læ for vestenvinden. I 1830érne, da udflytningen til Drejø Skov begyndte, havde godsejeren på Hvedholm, som Drejø dengang hørte under, planer om at lave en gennemgående 9 alens vej på Drejø fra øst til vest, med 2 nye landingssteder - eet i Skoven mod Faaborg og eet ved Hestemaen mod Svendborg og de øvrige øer. Planerne blev dog opgivet til fordel for en udbedring af den eksisterende naturhavn i Vigen, som i stedet fik anlagt en mole på vestsiden af havnen. Faaborg var dengang øboernes foretrukne handelsby - øernes ”Hovedstad”. Svendborg lå for langt væk, og turen med de tunge øbojoller ned gennem Svendborgsund indebar mange kryds som besværliggjorde sejladsen. Faaborg lå tættere på, og vindretningen var næsten altid gunstig. Drejøbønderne sejlede derfor til Faaborg for at afsætte flæsk og andre hjemmegjorte landbrugsprodukter, samt få kornet malet - og måske en enkelt dram! Fra bøndernes side, var der da heller ikke den helt store begejstring, da Godsejer Bille Brahe på Hvedholm ville skænke øen materialer til et møllebyggeri – nu gik de jo glip af den ekstra underholdning turene til fastlandet gav! Møllen blev dog bygget i 1845, og fik navnet ”Hvedholmsgave”. Den blev lagt i Vigen lidt øst for den lille havn, hvor det var nemt for de andre øer at lægge til, når de kom sejlende med deres korn. Den gamle møller, Rasmus Christophersen, var dog en underholdende mand - og heller ikke karrig med snapsen! Møllen stod til 1920, hvor den brændte. Den blev afløst i 1922 af en ny mølle med gitterspær på Husmandsvej. Øbojollerne blev endvidere brugt til kirkesejladser mellem sognets 3 andre øer, da Drejø siden 1535 var den eneste af de 4 øer med egen Kirke. Skarø fik først sin Kirke år 1900. Fra Hjortø og Birkholm anløb kirkegængerne ved Hestemaen. Fra Skarø sejlede man til Rovelds Bro for enden af Nedre Husmandsvej. Der siges, også at have været et gammelt landingssted i nærheden af Knappen, brugt til Kirkesejlads fra Skarø. Med pastor Mogens Blum i 1922 fik øerne en præst, der forstod øboerne. Han sejlede selv i sin egen båd ”TRYG” til og fra småøerne, når han holdt prædiken på de andre øer! Dog kun fra april til november. ”TRYG” var en enkeltsmakke, og står i dag i Smakkecentret på Strynø. Skarø og Drejø havde i mange år fælles postsmakke, idet skarøposten også betjente Drejø. Det stoppede, da Ærøfærgen lagde ind til Drejø i 1905. Derefter fortsatte Skarøposten til Hjortø, indtil 1909, hvor Skarø fik egen båd med forbindelse til Svendborg, og Hjortø fik sin egen postfører, som herefter også tog Birkholm med. Birkholm havde da samtidig fået fast postforbindelse til Marstal. Drejø har i dag to havne: Gammel Havn i Vigen mod nord, og Ny Havn med lystbådehavn mod syd. Som det var gårdmændenes fortjeneste, at Drejø fik Gl. Havn, var det fiskernes fortjeneste, at Ny Havn med Færgebroen på øens sydside blev etableret. Den gamle Havn: Den gamle havn er oprindelig en naturhavn, og har formentlig altid ligget samme sted, hvor den kan spores tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. Muligvis har der på et tidligt tidspunkt også gået en sejlrende ind til Møllen. Omkring 1878 fik den lille naturhavn en tiltrængt forbedring med en mole mod øst og en uddybning af sejlrenden. Stenene, molen blev sat med, stammede fra et stengærde som stod mellem skolevejen og præstegården. Sognefoged Hans Larsen Hansen satte sammen med øens gårdmænd den nye mole med stenene, som var tilhugget af en stenhugger - T. A. Steen! Den nyrenoverede havn var nu klar til at modtage Drejøs første, dampdrevne fragt-og passagerbåd, som kom i 1883. Den gamle Havn fik en renovering mere i 1898, hvor bl.a. Baagøe & Riber fra Svendborg opsatte et pakhus i træ (nu ”Peters Fiskerhus”) til opbevaring af fragtgods. Der var liv og summen af aktiviteter på Den gamle Havn. Indtil 1905, hvor den nye smedje blev bygget ved Mosen, lå smedjen i ”Kalles hus” ved Gl. Havn. Kvaserne kom og gik – kutterne sejlede ud og ind, fiskerne bødede garn eller tjærede jollerne, og Barkekedlen kogte, når garnene skulle barkes eller tjæres. Tjæring foregik i store trækar. Der står stadig et tilbage ved ”Hans Jensens fiskehus”. Tjæren man brugte var tyndtflydende, og blev brugt til bundgarn og torskeruser. Åleruser og mindre ruser blev kogt i en væske bestående af planteekstragt, som kom fra Calicutområdet i det SV-lige Indien. Det var et brunt stof, krystaliseret og sikkert af bark, og deraf navnet barkekedel, barkedesejl m.m. (Tyge Blum, Drejø) Indtil Drejø Fiskeriforening i 1905 byggede den nye færgebro på sydsiden af øen, var Gammel Havn Stedet, hvorfra al øens forbindelse til omverdenen foregik.
Øen midt i verden